Nyheder

fre, 10 mar 2023

Tillidsmand rystet: 200 ansatte på konkursramt kødvirksomhed fyret

Århus Slagtehus, Skare Beef (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Det lykkedes ikke kuratorerne at sælge den konkursramte kødvirksomhed Skare Meat Packers i Vejen.

Flere end 200 ansatte i virksomheden har fredag fået besked om, at de er opsagt. Det skriver Fødevareforbundet NNF på sin hjemmeside. Tillidsmand Gunner Straarup havde håbet til det sidste, at det ville lykkes at sælge virksomheden. - Vi er alle sammen dybt chokerede. Gennem de sidste syv uger har vi inderst inde haft en tro på, at det ville lykkes kuratorerne at sælge dele af eller hele virksomheden, så vi kunne få så mange kollegaer som muligt i arbejde igen, siger han. Cirka 200 timelønnede og 30 funktionærer er blevet fritstillet. Det er kulminationen på et langt forløb med usikkerhed for medarbejderne. Syv virksomheder under Skare-koncernen blev 1. februar erklæret konkurs. Herunder Skare Meat Packers i Vejen. Det skete i kølvandet på, at Fødevarestyrelsen under et kontrolbesøg på virksomheden havde fundet 250 ton kød, hvoraf noget stammede tilbage fra 2010. Senere meddelte flere detailkæder, at de trak sig som kunder hos kødkoncernen. Næstformand i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen oplyser, at "hele vores beredskab" nu står klar til at hjælpe de opsagte medarbejdere bedst muligt igennem en svær tid. Også Vejen Kommune vil forsøge at hjælpe de fyrede medarbejdere videre. Borgmester Frank Schmidt-Hansen (K) siger til JydskeVestkysten, at kommunen nu aktiverer en taskforce-gruppe, der skal hjælpe de opsagte medarbejdere. - Det skal de vide - at vi står klar fra mandag morgen til at tage imod det, der måtte komme. Og så vil jeg også lige hejse flaget og sige, at vi er faktisk i en gunstig situation med en meget, meget lav ledighed, siger Frank Schmidt-Hansen. Torsdag kom det frem, at grundlæggeren af kødkoncernen, forretningsmanden Kurt Skare, foreløbig undgår at blive erklæret personlig konkurs. Skifteretten i Esbjerg har godkendt en rekonstruktionsplan for Kurt Skare og hans holdingselskab, Kurt Skare Holding ApS. /ritzau/

Andre læser også

Norsk politi afslutter efterforskning i drabssag mod milliardær Tom Hagen har siden 2020 været sigtet for at have dræbt sin hustru. Ifølge NR... Læs mere
18 lande sender opråb til Hamas for at få gidsler hjem fra Gaza Danmark og USA er blandt de lande, som har statsborgere, der holdes fanget af Ha... Læs mere
Anklagere vil droppe sag om korruption mod spansk førstedame Korruptionsanklager mod Begona Gomez har fået Spaniens premierminister til at o... Læs mere
Domstol ophæver voldtægtsdom mod filmproducent Harvey Weinstein Retssag mod filmproducent Harvey Weinstein var en af de mest profilerede sager u... Læs mere