Nyheder

ons, 22 mar 2023

5,4 procent af Forsvarsministeriets ansatte er langtidssygemeldte

Forsvarsministeren afholder doorstep pressemøde (Philip Davali/Ritzau Scanpix)

De seneste tre år er antallet af langtidssygemeldte i Forsvarsministeriet steget fra 928 til 1226.

Det viser tal, som fagbladet Akademikerbladet har indhentet fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse. I samme periode er der kommet mange nye ansatte på ministeriets område. Tager man det med i ligningen, svarer det til, at der er 15 procent flere langtidssygemeldte fra 2019 til 2022, skriver Akademikerbladet. Det svarer til, at 5,4 procent af alle Forsvarsministeriets ansatte var langtidssygemeldte sidste år. Forsvarsministeriets Personalestyrelse udtaler i et skriftligt svar til Akademikerbladet, at der i ministeriet er fokus på at nedbringe langtidssygefraværet. Styrelsen kan dog ikke sige noget generelt om årsagen til stigningen i sygemeldinger. - Vi kan ikke sige noget om, hvor mange der langtidssygemelder sig på grund af arbejdspres, stress og lignende, da det ikke er noget, vi må registrere, lyder det. Ud over selve Forsvarsministeriets departement tæller Forsvarsministeriets område en række styrelser og blandt andet Hjemmeværnet og Forsvarskommandoen. Det er især i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, at mange sygemelder sig. I 2019 var der 42 langtidssygemeldte mod 144 i 2022. Det svarer til, at 8,5 procent af de ansatte er langtidssygemeldte. Styrelsen oplyser dog, at årsagen stigningen er, at medarbejderstaben er blevet udvidet med 800 personer, fordi arbejdsopgaver er blevet hjemtaget fra en underleverandør. DR beskrev desuden i februar, at 1943 forlod deres stilling i Forsvaret sidste år. Den øverste mand i ministeriet, Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen (V), sygemeldte sig i starten af februar på ubestemt tid. Troels Lund Poulsen (V), der vikarierer for Ellemann, er ikke vendt tilbage på Akademikerbladets henvendelser. Det samme gælder departementet. /ritzau/

Andre læser også

Udkast åbner for at favorisere minoriteter til job i Forsvaret Forsvaret vil undersøge, om der i højere grad kan tages hensyn til repræsenta... Læs mere
Skatteminister vil ændre regler efter sag om forkerte boligskatter Flere boligejere er blevet beskattet for andres arealer. Minister vil have regle... Læs mere
USA: Vi forsøger at finde ny dato for aflyst Israel-besøg Israel aflyste et besøg til Washington D.C., efter at USA ikke stemte om resolu... Læs mere
Nobelprismodtager og bestsellerforfatter er død Den israelsk-amerikanske psykolog og økonom Daniel Kahneman er onsdag død i en... Læs mere