| Elbilen Lexus RZ har siden introduktionen for snart tre år siden skilt sig ud fra de flere andre store SUV-elbiler på markedet med sit markante ydre design, involverende køreegenskaber og en særlig luksuriøs oplevelse i kabinen til attraktive priser. Fremover vil RZ skille sig endnu mere ud bl.a. med muligheden for at tilvælge et helt nyt og opsigtsvækkende rat, der mest af alt minder om roret på et fly, mulighed for at vælge manuelt gear, en større batteripakke på 77 kWh og en øget forventet rækkevidde på op til 559 km ifølge WLTP. Lexus løfter nu sløret for priserne på den nye udgave af RZ, der får en startpris på 399.500 kr. Det er for udgaven RZ 350e med forhjulstræk, 224 hestekræfter og en omfattende udstyrspakke med udstyrsudgaven Executive. Her får man bl.a. 18″ alufælge, nøglefri betjening, 14″ multimedie touchskærm, integreret navigation med liveopdatering af trafik, bakkamera, LED-lygter, 360 graders panoramakamera, infrarød strålevarme ved forsæderne, trådløs smartphone-integration, parkeringssensorer for og bag med automatisk bremsefunktion, 22 kW AC-opladning, effektiv varmepumpe, batteriforvarmer, lyddæmpende akustikglas i for- og sideruder, Tahara kunstlæderindtræk og den avancerede sikkerhedspakke Lexus Safety System+ samt meget, meget mere. Går man et udstyrsniveau op til Luxury-udgaven får man som standard endvidere 20″ alufælge, intelligent parkeringsassistent, sortlakerede skærmkasser og kofanger, digitalt bakspejl, head-up display, touch knapper på rattet, hukommelsesfunktion i førersædet, ventilerede forsæder og digital nøgle. Det har en merpris på 40.000 kr. Intelligent firehjulstrækLexus RZ var den første produktionsmodel med Lexus’ DIRECT4 system, der grundlæggende er et intelligent firehjulstræk, som intuitivt balancerer og fordeler trækkræften mellem alle fire hjul alt efter forholdene. Der sidder elmotorer på både for- og bagakslen, og vælger man udgaven RZ 500e får man udover det avancerede firehjulstræk også markant mere power med en samlet ydelse på 380 hestekræfter. Man kan i den firehjulstrukne udgave, RZ 500e, også vælge mellem to udstyrsniveauer. Executive-udgaven rummer samme omfattende standardudstyr som i den forhjulstrukne RZ 350e og koster 439.500 kr., mens den firehjulstrukne Luxury-udgave også rummer samme standardudstyr som den forhjulstrukne Luxury-udgave. Men derudover får man bl.a. også intelligent fjernlysassistent, kurvelygter, Ultra Suede interiør, flerfarvet ambiente belysning, sædevarme til bagsæderne samt et Mark Levinson premium surround lydsystem. RZ 500e Luxury kan fås til 499.500 kr. Det er muligt at tilkøbe to forskellige udstyrspakker til Luxury-udgaven af den firehjulstrukne RZ 500e. Et kuldeisolerende og varmereducerende panoramaglastag koster 24.500 kr. og har en dæmpbar funktion, der øjeblikkeligt skifter fra gennemsigtigt til uigennemsigtigt glas med et enkelt tryk på en touch knap, hvilket lukker fuldstændig for alt direkte sollys. Den anden udstyrspakke rummer det helt nye opsigtsvækkende rat, der minder om roret på et fly, kan ligeledes tilkøbes for 24.500 kr. Her får man et rat med det innovative “steer-by-wire”-system. “Steer-by-wire” er en teknologi, der giver føreren en endnu bedre og mere præcis kontrol over bilen, og som fjerner forstyrrelser i rattet fra fx ujævnheder i vejen eller i forbindelse med nedbremsning, da rattet ikke er mekanisk forbundet med hjulene. Og selvom der ikke er en fysisk forbindelse mellem rat og hjulakslerne, får føreren fortsat tydelig og nyttig feedback ved hjælp af elektriske signaler i rattet. Det særlige rat er formet nærmest som en sommerfugl og udviklet med input fra Lexus’ Takumi-kørere. Det er specialiserede testkørere, der er eksperter i at fremmane den helt særlige Lexus køreoplevelse. Føreren får mere plads omkring benene for lettere ind- og udstigning samt et mere åbent udsyn over instrumentbrættet til vejen foran. Lexus’ designere har benyttet det særlige design til at placere displays højere og længere væk, end det ville have været muligt med et konventionelt rat. Det har været med til at minimere førerens behov for at flytte sit fokus fra vejen. Manuelt gearØnsker man udover det særlige rat også den anden store nyhed i RZ, der adskiller bilen fra andre elbiler, nemlig det manuelle gear, skal man vælge den sportslige topudgave, RZ 550e F SPORT. Ligesom Lexus’ andre F SPORT-modeller adskiller RZ F SPORT sig både på design og ikke mindst performance i forhold til de normale udgaver af samme modeller. Og så altså med det manuelle gear for første gang i en elbil fra Lexus. Det manuelle gear til RZ giver føreren et endnu tættere samspil med bilen, og man styrer det via et par skiftepaler ved rattet. Ved gearskift får man samtidig øjeblikkelig feedback fra speederen samt både lyd og visuelle effekter. Det er med til at skabe en tættere forbindelse mellem menneske og maskine. Systemet er programmeret til at fungere som et otte-trins virtuelt gear. Den virtuelle motortrækkraft beregnes ud fra speederpositionen og bilens hastighed og ganges derefter med forholdet for det valgte virtuelle gear. For at gøre oplevelsen endnu mere ægte har Lexus sikret gengivelse af realistisk motorlyd baseret på førerens input. Systemet rummer også en omdrejningsbegrænser, så føreren har mulighed for at time sine gearskift præcist og mærke bilens reaktion. En gearskifteguide på displayet foran føreren hjælper derudover til at perfektionere de manuelle gearskift yderligere. Som på andre F SPORT modeller adskiller den firehjulstrukne RZ 550e F SPORT sig også designmæssigt fra de øvrige udgaver af RZ. Et endnu mere robust og kraftfuldt design understøtter bilens rå udtryk og tilfører samtidig den ekstra sportslige udgave flere aerodynamiske elementer. Fx er designet på frontkofangeren ændret, der er tilføjet særlige luftkanaler til bremserne, for- og bagspoiler, en bagkofanger med et andet design og 20″ aerodynamiske letvægtsfælge. Desuden vil F SPORT udgaven komme i en ny, eksklusiv lakering, Neutrino Grey, der er en hård lakering med metalliske præg, som er med til at skabe en stærk kontrast til bilens sort bitone lakering på frontgrill, motorhjelm, tag og hjulkasser. |