Andre nyheder

Arla vil købe egyptisk fødevarevirksomhed for milliardbeløb

Mellemøsten og Afrika er Arlas største forretningsområde uden for Europa. Nu vil koncernen styrke positionen.

Arla vil købe egyptisk fødevarevirksomhed for milliardbeløb
Arla vil styrke sin position i Mellemøsten og Afrika med milliardbud på egyptisk fødevarevirksomhed. (Arkivfoto).
Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 16. oktober 2024

Mejerikoncernen Arla har budt 1,25 milliarder kroner for at få aktiemajoriteten i den egyptiske fødevarevirksomhed Arabian Food Industries Company (Domty).

Det oplyser den danske koncern i en pressemeddelelse.

Som buddet ser ud nu, er det forventningen, at de nuværende ejere – Damaty-familien – forbliver en del af ejerkredsen.

Derudover er det også hensigten, at den nuværende administrerende direktør skal fortsætte i den position, hvis købet realiseres.

Domty, der blev grundlagt i 1990, producerer og sælger både mejeriprodukter, brød og juice.

– Domty er en ledende aktør i markedet, og virksomheden passer godt til vores strategi for Egypten, siger Kim Villadsen, der er senior vice president for Arlas forretning i Afrika og Mellemøsten.

– Vi undersøger nu detaljerne omkring virksomheden nærmere, inden vi beslutter os for, om vi vil gå videre med købet.

Der er tale om et ikke-bindende bud, fremgår det.

Afrika og Mellemøsten er i forvejen Arlas største kommercielle forretningsområde uden for Europa.

– En udvidelse af vores forretning ind i Egypten er et naturligt skridt i vores ambition om levere til alle vores forbrugere i regionen, siger Kim Villadsen videre.

– Og det understøtter vores engagement i regional produktion, som sikrer, at vi fortsat kan levere højkvalitetsprodukter skræddersyet til regionale præferencer.

Domty havde en omsætning på godt en milliard kroner sidste år, mens overskuddet i samme periode lød på cirka 64 millioner kroner.

Dermed ville det kun have udgjort en lille del af Arlas samlede omsætning i 2023 på 102 milliarder kroner.

ritzau/

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Andre nyheder

Se flere artikler