Andre nyheder

ons, 29 nov 2023

Biografkæde vil lokke flere i biografen med abonnementsordning

Tirsdag tager kæden hul på en abonnementsordning, der skal gøre det muligt at se et ubegrænset antal film i biografen for 229 kroner om måneden.

Det skriver TV 2.

- Vi vil gerne give et tilbud til dem, som er særligt frekvente (i biografen, red.), siger Asger Flygare Bech-Thomsen, administrerende direktør i Nordisk Films Biografer, til mediet.

- Samtidig er vi også en forretning, så vi skal finde en god måde at gøre det på. Og den bedste måde er en abonnementsordning.

Siden coronaperioden er landets biografer langsomt begyndt at nærme sig salgstal, som man kendte inden epidemiens udbrud.

Ifølge TV 2 blev der i årene inden solgt mere end 12 millioner billetter årligt.

Mens antallet af solgte billetter faldt til under syv millioner om året i 2020 og 2021, formåede biograferne sidste år at runde ti millioner.

Muligheden for ubegrænset adgang til Nordisk Film Biografer lanceres i kølvandet på en prøveperiode i Aalborg.

Siden oktober 2021 har biografgængere i den nordjyske by kunne købe et tilsvarende abonnement til 199 kroner om måneden.

Samme model - dog med en prismæssig ændring - rulles tirsdag ud til de resterende 22 af kædens biografer.

Ifølge Nordisk Film Biografer har prøveperioden i Aalborg vist, at flere end normalt har besøgt biografen, og at den enkelte har set flere film end tidligere.

Derudover har man også oplevet, at mange har valgt at se den samme film flere gange.

Selv om streamingtjenester udgør en oplagt trussel mod biograferne, ser den administrerende direktør, Asger Flygare Bech-Thomsen, også i høj grad en trussel i andre kulturtilbud uden for hjemmet.

Det er blandt andet for at stå stærkt i konkurrencen med disse, at abonnementsløsningen nu bredes ud.

/ritzau/

Andre læser også

Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere
Novo-aktien stiger syv procent efter lovende nyt om vægttabsmiddel Studie viser vægttab på 22 procent efter 36 uger med Novos nye vægttabsmiddel... Læs mere
ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer Ekspertgruppe skal evaluere pensionsselskabet ATP's investeringer efter kritik a... Læs mere