Andre nyheder

man, 17 feb 2025

af Mikkel Preisler

Bonnier mister omsætning trods vækst i digitale abonnementer

Faldende efterspørgsel på printmedier har i de senere år fået Bonnier Publications til at fokusere mere på digitale læsere. (Arkivfoto).
Signe Goldmann/Ritzau Scanpix Faldende efterspørgsel på printmedier har i de senere år fået Bonnier Publications til at fokusere mere på digitale læsere. (Arkivfoto).

Mediekoncernen Bonnier Publications har sidste år oplevet et fald i omsætningen på 47 millioner kroner.

Det oplyser Bonnier, som står bag en række magasiner, i en pressemeddelelse mandag.

Virksomheden havde i 2024 en omsætning på 508 millioner kroner, hvilket altså er et godt stykke lavere end året før.

Faldet er sket, selv om virksomheden har øget sine indtægter fra digitale abonnementer med 30 procent.

Det er blandt andet magasiner som Illustreret Videnskab, Bo Bedre og Bil Magasinet, som Bonnier udgiver.

Hos selskabet selv henviser man til en faldende efterspørgsel på printmedier. Den har fået Bonnier til i højere grad at prioritere digitale læsere.

Derfor er topchef Jesper Buchvald godt tilfreds med årsregnskabet.

- Vi er meget tilfredse med udviklingen i abonnementsindtægterne.

- At levere stabile resultater og digital omstilling i et meget udfordret markedssegment er en bemærkelsesværdig præstation, siger Jesper Buchvald i pressemeddelelsen.

En del af forklaringen på den faldende omsætning skal findes i frasalget af det svenske magasin Vi i Villa.

Magasinet havde i 2023 en omsætning på 28 millioner kroner.

Selv om man fraregner Vi i Villa er omsætningen gået nedad sidste år. Det samme var tilfældet i årene før.

Tilbage i 2020 omsatte Bonnier for 760 millioner kroner. Altså mere end 250 millioner mere end i 2024.

Mens omsætningen er faldet, er det dog sidste år lykkedes for Bonnier at få driftsresultatet op.

Virksomhedens driftsresultat for 2024 lyder således på 26,5 millioner kroner. Året før var tallet 24,5 millioner.

Driftsresultatet viser overskuddet, før der er betalt skat og renter. Tallet beskriver altså, hvor godt selve driften går.

Bonnier Publications er en del af den svenske mediekoncern Bonnier.

Hovedsædet for Bonnier Publications ligger i København, og virksomheden har foruden Danmark også aktiviteter i Sverige og Norge.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Tesla Model Y 2025 får avancerede forlygter, der skåner modkørende trafik Tesla Model Y 2025 får adaptive forlygter, der øger sikkerheden og forhindrer ... Læs mere
Bugatti Tourbillon introducerer Équipe Pur Sang: En ny liga for hyperbiler Bugatti Tourbillon forener klassisk V16-kraft og elektrificering – nu med eksk... Læs mere
Konkursbegæring indgivet : Troels Jørgensen A/S håber at kunne redde selskabet igennem rekonkstruktion Det er en af Lollands største entreprenørselskaber som nu kæmper for overleve... Læs mere
Trods geopolitisk uro : Ledigheden er uændret Den geopolitiske usikkerhed i verden har ikke smittet af på ledighedsprocenten ... Læs mere