Andre nyheder

tir, 16 apr 2024

Brandfolk går ind i afsluttende fase af brandslukning i Børsen

Tirsdag morgen klokken 07.36 fik brandvæsnet en anmeldelse om, at der var brand i Børsen i København.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Tirsdag morgen klokken 07.36 fik brandvæsnet en anmeldelse om, at der var brand i Børsen i København.

De brandfolk, der arbejder med at slukke flammerne på den gamle børsbygning i København, er gået ind i en ny fase af brandslukningen.

Beredskabet er gået i gang med den plan, der er lagt, for at få branden endeligt slukket i den udbrændte del af bygningen.

Det siger Frank Trier Mikkelsen, der er pressetalsperson i Hovedstadens Beredskab.

- Det er vi gået i gang med indenfor den sidste halve time, siger han ved 21-tiden til Ritzau.

Branden er ikke slukket endnu.

Der hvor børssalen lå, indtil den forsvandt i flammerne tirsdag, ligger en masse murbrokker fra bygningsdele, tag og andre dele, der er brændt ned.

- Ind imellem, når der så bliver fjernet lidt, så flytter noget sig, og så er der lommer, hvor gløderne har ulmet, som blusser op igen, siger Frank Trier Mikkelsen.

- Det er en leg med ilden, der kan stå på i rigtig lang tid.

Det er svært for ham at komme med et estimat på, hvornår branden endeligt er slukket. Han håber på, at det sker inde for det næste døgn, men meget kan ændre sig løbende.

Den afsluttende fase kan meget vel derfor tage rigtig lang tid.

I første omgang vil beredskabet arbejde på at få fjernet en skorsten, der står frit i den gamle børssal. Den har tidligere været støttet af bærende bjælker, der er brændt væk.

Skorstenen bliver fjernet med en kran mursten for mursten. Hvis skorstenen vælter, kan den nemlig vælte nede i de ustabile ydermurer og dermed skabe en større risiko for nedstyrtning.

Næste skridt bliver at få sat op mod 40 containere op, der skal stabilisere ydermurerne. Containerne vil blive fyldt med cementblokke, så de har en stor tyngde, og dermed ikke kan rykkes.

Tredje skridt er at få fjernet murbrokkerne i bunden af den udbrændte bygning og dermed få slukket branden.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Den japanske yen er på laveste niveau i 33 år En svag japansk økonomi betyder, at den japanske yen har mistet en tredjedel af... Læs mere
Nedskrivninger på dansk brevforretning giver minus i PostNord PostNord opnåede et driftsresultat på minus 463 millioner svenske kroner i and... Læs mere
Aktiesparekontoen er mere populær end nogensinde Rekordmange har i år oprettet en aktiesparekonto. Det samlede antal er på vej ... Læs mere
Netflix trækker otte millioner nye kunder ind i butikken Kvartalsregnskab fortæller, at Netflix nu har i alt 277,7 millioner abonnenter.... Læs mere
Rockwool opjusterer forventninger efter godt kvartal Rockwool oplever vækst og godt salg på flere markeder, herunder i Nordamerika ... Læs mere