Andre nyheder

ons, 20 dec 2023

Britisk avis kårer Novo Nordisk-topchef som Årets Person

Det er særligt Novo Nordisks vægttabsmiddel Wegovy og dets "markante indflydelse på sundhed, samfundet og vores forhold til mad", som ligger til grund for kåringen.

Financial Times har uddelt prisen til årets mest indflydelsesrige person siden 1970.

Tidligere modtagere inkluderer Bill Gates, Steve Jobs, Barack Obama, Angela Merkel, Jack Ma og Donald Trump.

De seneste to års vindere var Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og Tesla-direktør Elon Musk.

Den britiske avis beskriver, at "alt omkring Lars Fruergaard Sørensen er diskret".

Han er ikke den typiske topchef, lyder det videre.

- Men på sin lavmælte måde er Jørgensen en pioner inden for en kommerciel innovation, der kan få stor betydning for ikke bare sundhed, men samfund, offentlige finanser og vores forhold til mad, skriver avisen.

Lars Fruergaard Sørensen siger til Financial Times, at han "føler et stort ansvar" for samfundet.

- For jeg tror, at vi som industri og som virksomhed har en del af nøglen til at løse nogle af de store samfundsproblemer, aldrende befolkninger og kroniske sygdomme, siger han.

Wegovy blev godkendt til salg i USA i 2021 og kom til Danmark i december 2022. Det er en udløber af et andet Novo Nordisk-lægemiddel ved navn Ozempic, der indeholder det aktive stof semaglutid.

Ozempic blev introduceret af Novo Nordisk som diabetesmedicin i 2018. Hurtigt derefter fandt man ud af, at medicinen havde en slankende bivirkning.

- Før disse lægemidler var den eneste virkelig effektive behandling kirurgisk behandling, hvilket er dyrt og nogle gange risikabelt. Nu er der en simpel indsprøjtning, skriver Financial Times.

I november offentliggjorde Novo Nordisk regnskabstal for de første ni måneder af året. Det viste en omsætning på 166 milliarder kroner - en stigning på 29 procent i forhold til samme periode året før.

Novo Nordisk er i dag den virksomhed i Europa med den højeste børsværdi.

Lars Fruergaard Jørgensen har været i Novo Nordisk siden 1991. Siden 2017 har han været administrerende direktør.

/ritzau/

Andre læser også

Dansk lånesystem sælges til biblioteker i både Tyskland og Sverige Systemet Cicero er senest blevet solgt til Stadsbiblioteket i Stockholm og dets ... Læs mere
Afløser for kommunal socialdemokratisk stemmesluger er fundet Karsten Thomsen er mandag blevet udpeget som Birgit S. Hansens afløser som Fred... Læs mere
Stigende fragtrater får Mærsk til at løfte forventninger Mærsk opjusterer og regner nu med et driftsresultat på op mod 39 milliarder kr... Læs mere
Ny strategi skal lokke flere turister til Danmark Dansk turisme skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030. Det er et mål i r... Læs mere