Andre nyheder

fre, 21 feb 2025

af Mikkel Preisler

Butiksansatte på mindsteløn får 1723 kroner mere om måneden

Formand for HK Handel Mette Høgh (nummer to fra højre) og viceadministrerende direktør i Dansk Erhverv Laurits Rønn (til højre) har stået i spidsen for henholdsvis lønmodtagere og arbejdsgivere i forhandlinger om ny butiksoverenskomst.
Emil Helms/Ritzau Scanpix Formand for HK Handel Mette Høgh (nummer to fra højre) og viceadministrerende direktør i Dansk Erhverv Laurits Rønn (til højre) har stået i spidsen for henholdsvis lønmodtagere og arbejdsgivere i forhandlinger om ny butiksoverenskomst.

Butiksansatte kan se frem til både mere i lønposen og mere fleksibilitet.

Det står klart, efter at HK Handel og Dansk Erhverv fredag er enige om en ny overenskomst for landets godt 180.000 butiksansatte.

Det oplyser både HK Handel og Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

Den nye overenskomst indebærer, at mindstelønnen stiger 3,75 kroner per time i 2025 og 3,50 kroner per time i 2026 og 2027.

Det svarer ifølge HK Handel til, at mindstelønnen for de butiksansatte stiger 601 kroner om måneden i 2025 og igen 561 kroner i 2026 og 2027.

Dermed vil en butiksansat på mindsteløn få en samlet lønstigning på 1723 kroner om måneden i 2027.

Butiksoverenskomsten er en såkaldt mindstelønsoverenskomst. Det betyder, at der i overenskomsten er fastsat en løn, som medarbejderne som minimum skal have. Den endelige løn forhandles i virksomhederne.

Lige som i industriaftalen, som landede tidligere i februar, er parterne desuden enige om at hæve fritvalgskontoen med to procentpoint frem til 2027. Den stiger dermed fra 9 til 11 procent.

Fritvalgskontoen kan bruges på eksempelvis mere pension eller flere fridage. I den nye overenskomst får medarbejderne nye rettigheder til at bruge midlerne på eksempelvis at holde fri ved barnets tredje sygedag.

Mette Høgh, formand for HK Handel, siger, at det har været vigtigt for HK Handel, at give medarbejderne friere rammer til selv at bestemme, hvad fritvalgskontoen skal bruges til.

- Det giver dem en fleksibilitet, så de bedre kan skræddersy deres arbejdsliv efter, hvilken livsfase de er i, siger hun i pressemeddelelsen.

I en usikker tid på flere hylder med trusler om handelstold og krig i Europa er det særligt afgørende, at aftalen løber over tre år.

Det siger Laurits Rønn, som er viceadministrerende direktør i Dansk Erhverv.

- Det skaber en vished og forudsigelighed for alle parter om, hvad lønudgifterne er i de næste tre år i en usikker verden.

De usikre rammer uden for de danske grænser har dog været et tema i forhandlingslokalet, lyder det.

- Det følger selvfølgelig med i overvejelserne. Man ved ikke hvordan verden ser ud om kort tid. Derfor er det vigtigt, at vi har taget en vurdering af, om lønstigningerne er ansvarlige over tid. Det vurderer vi, at de er, siger Laurits Rønn.

Dansk Erhverv fremhæver desuden, at ændringer i feriefridagsordningen letter den administrative byrde for virksomhederne.

- Virksomhederne bøvler med en masse administration, og her har vi lavet en feriefridagsordning, der er lettere at administrere for virksomhederne, siger Laurits Rønn.

Arbejdsgivernes betaling til pensionsordningen bliver desuden hævet med ét procentpoint i løbet af tre år.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danmark advarer transkønnede: Kontakt USA's ambassade før rejsen – Trumps nye politik skaber bekymring! Kan din rejse til USA ende i kaos? Danmark advarer nu transkønnede rejsende eft... Læs mere
Ukraine : Rusland bomber egne anlæg Ifølge Ukraine skulle Rusland have bombet egne rørledninger for at sabotere v... Læs mere
Belgien: Det ville være en krigserklæring Bart De Wever med klar melding - ønsker ikke at bruge indefrosne russiske midle... Læs mere
C25 indeks under pres C25 indekset har haft en forfærdelig dag Læs mere
Minister går af : Fik barn med teenager for 30 år siden Den islandske uddannelsesminister - den 58 årige Ásthildur Lóa Thórsdóttir ... Læs mere