Andre nyheder

fre, 02 aug 2024

Chipgiganten Intel fyrer 15.000 medarbejdere i spareøvelse

Intels topchef, Pat Gelsinger, viser en wafer, som er en tynd rund siliciumskive, under en tale på konferencen Computex i Taipei 4. juni 2024.
I-Hwa Cheng/Ritzau Scanpix Intels topchef, Pat Gelsinger, viser en wafer, som er en tynd rund siliciumskive, under en tale på konferencen Computex i Taipei 4. juni 2024.

Den amerikanske chipgigant Intel skal fyre 15.000 medarbejdere. Sådan lyder det torsdag fra virksomheden selv.

Fyringerne kommer til at berøre mere end 15 procent af den samlede arbejdsstyrke i virksomheden, siger Intel ifølge den amerikanske avis The Washington Post.

Topchef Pat Gelsinger har ifølge avisen sagt til investorer og medarbejdere, at virksomheden har brug for en massiv omstrukturering for at skære ned på omkostningerne.

I det nyligt afsluttede andet kvartal havde virksomheden et underskud på 1,6 milliarder dollar, hvilket svarer til omkring 11 milliarder kroner.

Intels årlige omsætning faldt med 24 milliarder dollar, hvilket svarer til 166 milliarder kroner, fra 2020 til og med 2023 - selv mens dets arbejdsstyrke voksede med 10 procent - en udvikling, som Gelsinger kalder "uholdbar".

- Det er smertefulde nyheder, som jeg her deler, skriver han til medarbejderne.

Fyringerne er del af en spareplan, hvor der skal findes 10 milliarder dollar, svarende til omkring 69 milliarder kroner, i 2025.

Størstedelen af fyringerne vil være gennemført ved udgangen af året, siger Intel.

Andre selskaber har overgået Intel på adskillige fronter over de seneste år.

Virksomheden fik ikke etableret sig sig inden for mobiltelefoner, da salget af smartphones eksploderede i 00'erne.

Det begyndte tilmed at miste fodfæste inden for computere og datacentre til Advanced Micro Devices (AMD) i slutningen af 2010'erne og halter nu efter Nvidia i kunstig intelligens-sektoren.

Ovenstående virksomheder får mestendels produceret deres chips i andre lande - i særdeleshed af Taiwan Semiconductor Manufacturing Company.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, har kørt en kampagne ved navn Chips for America for at give nyt liv til produktionen af mikrochips i USA.

I den forbindelse blev Intel lovet 8,5 milliarder i bevillinger og 11 milliarder som lån til, at virksomheden i år kunne få en større produktion af mikrochips i USA op at køre.

Men Intel har endnu ikke modtaget pengene og USA's handelsministerium har ikke kommenteret, om Intel stadig modtager pengene efter torsdagens udmelding.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Folketinget fraråder brug af kinesisk chatbot på Folketingets enheder Ligesom med TikTok fraråder Folketinget, at politikere og ansatte bruger ny kin... Læs mere
Langt færre breve får PostNord Danmarks omsætning til at falde PostNord Danmarks brevmængder faldt med 44 procent i fjerde kvartal sammenligne... Læs mere
Jysk har fået 5000 ansøgninger inden butiksåbninger i Marokko Detailkæden Jysk vil åbne to butikker i den marokkanske kystby Casablanca til ... Læs mere
Med ny støtte vil Danmark bakke op om UNRWAs arbejde og reformer Danmark fremrykker bidraget til palæstinensisk organisation og giver flere peng... Læs mere
Nordnet-kunde lagde ordre på en andens konto under sikkerhedsbrist Nordnet har ikke rapporteret nogen tilfælde af kunder, der har lidt økonomisk ... Læs mere