Andre nyheder

lør, 06 apr 2024

Christianit fjerner første brosten under opgravning af Pusher Street

Første brosten fjernes fra Pusher Street på Christiania.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Første brosten fjernes fra Pusher Street på Christiania.

En christianit har lørdag formiddag taget hul på opgravningen af Pusher Street på Christiania ved at fjerne den første brosten.

Det er sket foran et stort opbud af mennesker, der blandt andre tæller overborgmester i Københavns Kommune Sophie Hæstorp Andersen (S) og justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Menneskemængden bryder ud i jubel, da gadens første brosten bliver fjernet klokken 10.

- Velkommen til lukningen af Pusher Street og åbningen af Christiania. Det er vigtigt for os, at det er en christianit, der får første sten, lyder det til de fremmødte.

Det er to børn, som samler den løse sten op fra jorden som de første. Siden bliver den overrakt til overborgmesteren og justitsministeren.

- Pusher Street må dø, så Christiania kan leve, siger Sophie Hæstorp Andersen, mens hun løfter den i vejret.

Lørdag er det planen, at alle brosten på Pusher Street skal graves op for at komme narkohandlen på Christiania-gaden til livs.

Kort efter klokken ti går flere fremmødte rundt med brosten i hænderne.

Folk hujer og klapper, når nogen viser en ny sten frem.

I den kommende tid skal området ændres fuldstændig.

Første etape af renovationsarbejdet omfatter de nedgravede rør og bygningerne omkring gaden.

Efterfølgende er der en intention om at gøre området til et kreativt samlingspunkt samt at få kultur- og handelslivet til at blive en del af det.

Pusher Streets skæbne blev besluttet på et fællesmøde på Christiania den 27. august sidste år.

Politiet har været til stede på og omkring Pusher Street siden tidligt lørdag morgen for at gøre klar til opgravningen.

Men det har også understreget, at så frem dagen forløber roligt, vil betjentene gerne tiltrække sig så lidt opmærksomhed som muligt.

I stedet er det christianitterne og andre involverede parter, som skal have opmærksomhed lørdag, lyder det.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Dansk lånesystem sælges til biblioteker i både Tyskland og Sverige Systemet Cicero er senest blevet solgt til Stadsbiblioteket i Stockholm og dets ... Læs mere
Afløser for kommunal socialdemokratisk stemmesluger er fundet Karsten Thomsen er mandag blevet udpeget som Birgit S. Hansens afløser som Fred... Læs mere
Stigende fragtrater får Mærsk til at løfte forventninger Mærsk opjusterer og regner nu med et driftsresultat på op mod 39 milliarder kr... Læs mere
Ny strategi skal lokke flere turister til Danmark Dansk turisme skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030. Det er et mål i r... Læs mere