For andet kvartal i træk skrumper økonomien. Dansk økonomi er dermed i en teknisk recession.
Det viser en indikator for væksten i bruttonationalproduktet (bnp) i tredje kvartal ifølge Danmarks Statistik.
Tallene er dog behæftet med en usikkerhed på 0,5 procentpoint.
Bnp-indikatoren peger på en nedgang med -0,3 procent, hvilket er samme nedgang, som andet kvartal bød på.
Hvis tallene står til troende, er der tale om, at dansk økonomi er ramt af en "klokkeklar teknisk recession", lyder det fra cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv i en skriftlig kommentar.
Cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre peger på, at dansk økonomi har været og stadig er udfordret fra flere fronter.
Det skriver han i en kommentar og tilføjer, at det særligt handler om høje renter og svækket købekraft hos forbrugerne.
Selv om dagens tal fortæller om dansk økonomi i recession, skal advarselsklokkerne dog endnu ikke bimle og bamle.
- Det fortæller ikke meget om, hvor hård recessionen er, og økonomien skrumper kun meget lidt. Samtidig er det et billede taget isoleret fra BNP-tallene. Andre grene af økonomien viser faktisk omvendt hæderlige takter, så dagens officielle tekniske recession er ikke så slem, som det måske lyder, siger cheføkonomen.
Ser man fremad, skal man berede sig på en periode med fortsat faldende økonomisk aktivitet i dansk økonomi. Det påpeger cheføkonom Tore Stramer.
- Når det er sagt, så forventer vi ikke en langstrakt periode med faldende økonomisk aktivitet i dansk økonomi. Det er således fortsat vores forventning, at vi hen imod foråret og sommeren 2024 vil se en tilbagevenden til positiv vækst i dansk økonomi.
Økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) påpeger i et skriftligt svar, at de nye tal viser, at dansk økonomi er påvirket af modvind fra udlandet.
- Vores vurdering er dog fortsat, at dansk økonomi har udsigt til en blød landing, og at vi vil se en ny fremgang i økonomien, i takt med at husholdningerne genvinder deres købekraft, lyder det fra ministeren.
Bnp-indikatoren er - som navnet antyder - blot en indikator.
I august viste indikatoren for andet kvartal en fremgang på 0,2 procent.
En senere opgørelse i september viste dog, at bnp for andet kvartal faldt med 0,3 procent i årets andet kvartal.
/ritzau/