Andre nyheder

tir, 08 okt 2024

Danfoss sælger virksomhed med 125 ansatte til Siemens

Danfoss er blandt de største danske virksomheder. Tirsdag er det blevet meddelt, at selskabet frasælger en af sine dattervirksomheder til Siemens. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Danfoss er blandt de største danske virksomheder. Tirsdag er det blevet meddelt, at selskabet frasælger en af sine dattervirksomheder til Siemens. (Arkivfoto).

Den danske milliardvirksomhed Danfoss har valgt at frasælge et af sine datterselskaber til Siemens.

Det drejer sig om firmaet Danfoss Fire Safety, som er specialiseret i brandsikkerhed.

Det oplyser Siemens i en pressemeddelelse tirsdag.

Danfoss Fire Safety har omkring 125 ansatte. De fleste af dem arbejder i Odense. De vil nu høre under den danske del af den tyske gigant.

Med opkøbet vil Siemens styrke sin position på markedet for brandsikkerhed. Det siger Andrea Waenerlund. Hun er chef for Siemens' danske forretning.

- Ved at opkøbe Danfoss Fire Safety vil Siemens være godt rustet til at imødekomme den stigende efterspørgsel efter bæredygtige løsninger inden for brandslukning.

- Udvidelsen af vores produktsortiment vil gøre os i stand til mere effektivt at imødekomme de særlige krav fra det veletablerede byggemarked, herunder hastigt voksende industrier som datacentre, siger Andrea Waenerlund i pressemeddelelsen.

Danfoss er blandt Danmarks største virksomheder. Selskabet er mest kendt for sin produktion af termostater. Danfoss laver dog også meget andet, herunder ventiler og køleanlæg.

Brandslukning er omvendt ikke en stor prioritet for virksomheden.

Derfor frasælges forretningen nu. Det siger Troels H. Petersen, der leder afdelingen for fusioner og opkøb hos Danfoss.

- Danfoss Fire Safety er vokset til en global leder inden for salg, udvikling, produktion og service af certificerede stationære brandslukningssystemer.

- Imidlertid falder det uden for vores strategiske fokus. Vi er overbeviste om, at virksomheden sammen med kollegerne i Fire Safety vil trives under Siemens’ ejerskab, siger han.

Før opkøbet er endeligt, skal det godkendes hos myndighederne. Siemens forventer, at salget afsluttes i slutningen af året.

Købsprisen og andre detaljer om opkøbet fremgår ikke af pressemeddelelsen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Tesla leverer færre biler end ventet og aktien sendes nedad Tesla-leverancer ligger 8000 biler under forventning. Aktien daler, og analytike... Læs mere
Øget efterspørgsel får Emirates til at indsætte fragtfly fra København Et ugentligt fragtfly til og fra Københavns Lufthavn skal hjælpe Emirates med ... Læs mere
Endnu en socialdemokratisk borgmester stopper efter kommunalvalg Marcel Meijer (S) har besluttet sig for, at 12 år som borgmester må være nok ... Læs mere
Private må tilbyde taxakørsel på yderligere tre småøer På i alt 11 danske øer er det nu muligt for private at tilbyde kørsel mod bet... Læs mere
Mere end seks ud af ti nye biler er elektriske 61,5 procent af nyindregistrerede biler i december var elektriske. Det viser opg... Læs mere