Andre nyheder

tir, 11 mar 2025

af Mikkel Preisler

Den ene grønne indenrigsflyrute skal spredes ud på flere ruter

Transportminister Thomas Danielsen (V) og regeringen er udfordret af internationale regler, når det kommer til at oprette en indenrigsflyrute, som skal flyve på 100 procent bæredygtigt brændstof i 2025. (Arkivfoto).
Mathias Svold/Ritzau Scanpix Transportminister Thomas Danielsen (V) og regeringen er udfordret af internationale regler, når det kommer til at oprette en indenrigsflyrute, som skal flyve på 100 procent bæredygtigt brændstof i 2025. (Arkivfoto).

Regeringens plan om en indenrigsflyrute, som skal flyve på 100 procent bæredygtigt brændstof i 2025, bliver næppe til noget i år.

Det skyldes, at der fortsat ikke findes de nødvendige tilladelser til at flyve udelukkende med bæredygtigt brændstof i tanken.

Derfor er regeringen, SF og Enhedslisten blevet enige om en ny plan, skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Den går kort ud på at sende ruten i udbud på flere ruter, så den samme klimaeffekt opnås.

Det er i dag kun tilladt at anvende en brændstofblanding med maksimalt 50 procent grønt flybrændstof (SAF) i et enkelt fly. Den internationale tilladelse af 100 procent SAF lader fortsat vente på sig.

Så nu er aftalepartierne bag den grønne rute blevet enige om sende den grønne rute i udbud "med så meget iblanding som muligt, men fordelt på flere fly for at opnå den samme klimaeffekt".

Hvor mange fly, altså flyruter, vides ikke.

- Vi tager nu et indledende skridt i retningen mod en grønnere luftfart. Det er et signal til omverdenen og markedet om, at vi vil den grønne vej for luftfarten, og det er positivt, at vi nu kan gøre klar til det første udbud, siger transportminister Thomas Danielsen (V) i en skriftlig kommentar.

Udbuddet løber i første omgang til og med 2026 med option på forlængelse til 2027. Så i teorien kan det hele falde i hak alligevel som ønsket i 2025.

- Vi afventer fortsat den internationale certificering af 100 procent grønt brændstof, og jeg vil i den forbindelse gerne kvittere for den brede politiske opbakning, der er til nu at gå videre med den bedst mulige løsning inden for de internationale rammevilkår, vi har, siger ministeren.

Transportministeren havde allerede sidste år meldt ud, at 2025-ambitionen så besværlig ud på grund af de manglende tilladelser, så tirsdagens melding er ikke overraskende som sådan.

Idéen om en indenrigsrute i Danmark, som udelukkende skulle flyve på grønt brændstof, blev lanceret af statsminister Mette Frederiksen (S) i nytårstalen i 2022.

SVM-regeringen indgik siden aftalen om grøn luftfart med SF og Enhedslisten i december 2023. Ud over en helt grøn rute i 2025 er ambitionen, at al indenrigsflyvning i Danmark skal være med bæredygtigt brændstof i 2030.

Efter det første udbud afholdes der et nyt udbud gældende for årene til og med 2029. Her stilles der stilles krav om "anvendelse af 100 procent grønne drivmidler, hvis den internationale certificering af SAF er på plads".

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Influenzasæsonen er ved at nå sin afslutning SSI meddeler i dag, at der for anden uge i træk er et fald i antallet af influe... Læs mere
Truth Social : Aktien i frit fald I efteråret 2024 eksploderede kursen på aktien men efter Trumps indsættelse s... Læs mere
McGregor i strid med Irlands premierminister efter besøg hos Trump Conor McGregor benyttede sit besøg i Det Hvide Hus til at kritisere Irlands imm... Læs mere
Ishockey skal lette stemningen imellem USA & Rusland I forbindelse med samtalen imellem Putin og Trump har Putin luftet ideen om at l... Læs mere