Andre nyheder

Dramatiske billeder af Børsen i flammer går verden rundt

Både norske, svenske, tyske og britiske medier skriver om branden i den historiske børsbygning i København.

Dramatiske billeder af Børsen i flammer går verden rundt
Billeder af branden i Børsen i København vises af medier flere steder i verden.
Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 16. april 2024

De dramatiske billeder af branden i Børsen vises af medier flere steder i verden.

Både i Sverige, Norge, Tyskland og Storbritannien skriver medier om, at den historiske bygning i København står i flammer.

Den amerikanske del af det britiske medie The Mirror skriver, at “dramatiske” billeder og optagelser fra stedet viser store røgskyer i luften.

På britiske BBC bliver der sendt livebilleder fra København på deres tv-kanal omkring klokken 9.20.

– Danmarks historiske gamle børshandelsbygning i det centrale København er blevet opslugt af flammer, skriver BBC på sin hjemmeside.

Det norske medie VG og svenske SVT har begge historien i toppen af deres hjemmeside med store billeder, der viser bygningen i flammer.

Også det internationale nyhedsbureau Reuters skriver om branden tirsdag morgen.

Reuters kalder Børsen for “en af Danmarks mest ikoniske bygninger”.

Også flere franske medier som eksempelvis tv-kanalen BFM TV skriver om branden.

Mandag var det fem år siden, at den berømte katedral Notre Dame i Paris stod i flammer.

Dengang fulgte borgere over hele verden med, mens tv-billeder viste det franske brandvæsen, der kæmpede for at redde katedralen.

Siden har et omfattende restaureringsarbejde været i gang, og nu begynder Notre Dame gradvist at ligne sig selv igen.

ritzau/

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Andre nyheder

Se flere artikler