Andre nyheder

fre, 25 okt 2024

Flere kvinder sidder i fængsel og i længere tid end i 2014

Danmarks eneste kvindefængsel er Jyderup Fængsel på Vestsjælland, der blev indviet i 2021. (Arkivfoto).
Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix Danmarks eneste kvindefængsel er Jyderup Fængsel på Vestsjælland, der blev indviet i 2021. (Arkivfoto).

På ti år er antallet af kvindelige indsatte i landets fængsler steget med næsten 60 procent.

Kvinderne sidder desuden i gennemsnit længere tid i fængsel.

Det viser tal fra Kriminalforsorgen, som justitsminister Peter Hummelgaard (S) har delt i to folketingssvar denne uge.

Den udvikling viser behovet for et nyt kvindefængsel, mener SF.

- Hvis den her trend fortsætter, bliver problemet kun større i de kommende år, siger SF-retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt, der har stillet spørgsmålene til justitsministeren.

I 2014 var der i gennemsnit 87,7 kvindelige afsonere om dagen.

Til og med 24. september i år er tallet steget til 140,2 kvindelige afsonere om dagen.

Det er det højeste gennemsnitlige antal på de ti år.

Tallene er ikke medregnet arrestanter.

Men der er ikke blot flere kvinder i landets fængsler - de afsoner desuden i længere tid end for ti år siden.

Tilbage i 2014 var den gennemsnitlige afsoningstid på 4,3 måneder for dømte kvinder, der blev løsladt det år.

I 2023 var tallet 6,7 måneder.

Stigningen i begge tal bekræfter retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) i, at Danmark bør have et kvindefængsel mere end det i Jyderup, der blev indviet i 2021 og har samlet 143 pladser.

Både SF og De Konservative har tidligere foreslået et nyt kvindefængsel placeret i Jylland.

- Jeg er faktisk overrasket over den her udvikling. Normalt ved vi godt, at kvinder er underrepræsenteret i kriminalitet, og det er heller ikke en målsætning, at der skal blive flere af dem, men det kan vi se, at der faktisk bliver. Det er en markant udvikling, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

- Derfor tror jeg, at det kommer til at haste med at tage en beslutning om at lave et kvindefængsel nummer to.

I et andet folketingssvar oplyste Peter Hummelgaard tidligere på ugen, at han er åben for at drøfte et nyt kvindefængsel.

- Vores fængselsvæsen er hårdt presset, og det ser regeringen på med stor alvor.

- I regeringens kommende strafreform vil vi derfor kigge på, hvordan vi kan sikre, at fængselsvæsenet bliver polstret til at håndtere de udfordringer. Jeg vil bestemt ikke afvise, at vi i den forbindelse kan se nærmere på, om det kan give mening at etablere endnu et kvindefængsel i Danmark, skrev Hummelgaard i svaret.

På trods af, at der er et kvindefængsel i Jyderup, sad der i midten af august 83 kvindelige indsatte andre steder i landet.

Omkring halvdelen af dem afventede en ledig plads i Jyderup-fængslet.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Nordnet-kunde lagde ordre på en andens konto under sikkerhedsbrist Nordnet har ikke rapporteret nogen tilfælde af kunder, der har lidt økonomisk ... Læs mere
Få brugere oplevede sikkerhedsbrist hos Nordnet Nordnet er tirsdag aften ikke bekendt med, at kunder har fået foretaget handler... Læs mere
Flere syriske flygtninge undersøger hjemrejse til Syrien Der er voksende interesse blandt syriske flygtninge i muligheden for hjemrejse, ... Læs mere
Venstres Ellen Trane Nørby dropper borgmesterdrøm og trækker sig Venstre i Sønderborg stiller med ny borgmesterkandidat til kommunalvalget. Det ... Læs mere
Selvstændighedspolitiker melder sig ud af Siumut og ind i Naleraq Endnu en politiker forlader regeringspartiet Siumut og melder sig ind i Naleraq ... Læs mere