Andre nyheder

tir, 04 mar 2025

af Mikkel Preisler

Gubra brager op på børsen efter milliardsalg af vægttabshåb

Henrik Blou er topchef i biotekfirmaet Gubra. Selskabet har netop solgt rettighederne til et vægttabshåb til det amerikanske selskab AbbVie. (Arkivfoto).
Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix Henrik Blou er topchef i biotekfirmaet Gubra. Selskabet har netop solgt rettighederne til et vægttabshåb til det amerikanske selskab AbbVie. (Arkivfoto).

Det danske biotekselskab Gubra sælger rettighederne til et vægttabsmiddel under udvikling til det amerikanske selskab AbbVie.

Gubra får 350 millioner dollar, svarende til 2,5 milliarder kroner, med det samme. Desuden vil selskabet have mulighed for at få op til cirka 13,4 milliarder kroner i såkaldte milepælsbetalinger.

Det skriver Gubra i en selskabsmeddelelse mandag morgen.

- Vi er begejstrede for at indgå i et partnerskab med AbbVie, da selskabet har stærke evner inden for både udvikling og kommercialisering af livsændrende medicin, siger Henrik Blou, som er topchef i Gubra, i meddelelsen.

Aktionærerne tager godt imod aftalen og sender Gubra-aktien op med over 20 procent efter et kvarters handel.

Handlen omhandler lægemiddelkandidaten GUB014295, som også bliver kaldt Gubamy.

Midlet er baseret på virkningen af stoffet amylin. I meddelelsen beskrives amylin som et mæthedshormon, som bliver set som et potentielt behandlingsmiddel af overvægt.

Stoffet kan sende signaler til hjernen, der kan dæmpe sult og dermed reducere madindtag.

I november 2024 offentliggjorde Gubra data fra et fase 1-studie med Gubamy.

I studiet havde deltagere tabt i gennemsnit tre procent af deres kropsvægt i løbet af seks uger. Sammenligningsgruppen, der modtog placebobehandling, tog i gennemsnit en procent på.

Dagen efter at resultaterne blev offentliggjort steg Gubras aktie med 43,5 procent.

Anden del af studiet er stadig i gang.

Kliniske studier er inddelt i flere forskellige faser. I fase 1, 2 og 3 er det som regel lægemidler, som endnu ikke er godkendt til at blive markedsført, som bliver testet.

Først efter fase 3 kan lægemiddelkandidaten komme videre til en ansøgning om at blive godkendt.

Det er langt fra alle de midler, som der indledes fase 1-studier af, som ender med at blive endeligt godkendt til markedsføring.

Per Hansen, som er investeringsøkonom i Nordnet, hæfter sig ved den høje pris, på trods af, at Gubamy stadig er i fase 1.

- Det siger noget om AbbVies appetit på vægttab, på markedspotentialet og på markedsstørrelsen som frem mod 2030 forventes at være på den rigtige side af 100 milliarder dollar, skriver han i en kommentar.

Gubra blev børsnoteret i marts 2023. Siden er aktiekursen steget over 400 procent.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Konkursbegæring indgivet : Troels Jørgensen A/S håber at kunne redde selskabet igennem rekonkstruktion Det er en af Lollands største entreprenørselskaber som nu kæmper for overleve... Læs mere
Trods geopolitisk uro : Ledigheden er uændret Den geopolitiske usikkerhed i verden har ikke smittet af på ledighedsprocenten ... Læs mere
McLaren F1-designeren kritiserer moderne bilers aggressive look Peter Stevens: "Bilernes design er blevet for aggressivt" Læs mere
Tivoli ansætter ny kommerciel direktør Pia Kirkeskov Andersen ansat som ny kommerciel direktør i Tivoli Læs mere