Andre nyheder

Jordskred er ikke længere en trussel for huse i Ølst

Jordskred udgør ikke længere en risiko for beboelseshuse, men kan ifølge minister stadig påvirke miljøet.

Jordskred er ikke længere en trussel for huse i Ølst
Der er arbejdet i døgndrift for at håndtere et jordskred tæt ved landsby i Randers Kommune. (Arkivfoto).
Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 20. februar 2024

Jordskreddet ved Randers er ved at stabilisere sig og vil ikke påvirke huse i landsbyen Ølst.

Det oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse. Ministeriet henviser til en ny rapport fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus).

Miljøminister Magnus Heunicke (S) siger i pressemeddelelsen, at der selv i de værste scenarier ikke er risiko for husene i Ølst.

Der er dog stadig en miljørisiko, påpeger han.

– Selv om jordskreddet er ved at stabilisere sig, er der stadig en risiko for skade på miljøet via det overfladevand, der løber fra jordskreddet og ned mod Alling Å, siger Magnus Heunicke.

Derfor skal der stadig holdes øje med jordskreddet, og det forurenede vand skal håndteres.

Det kom frem i december, at der var et jordskred på virksomheden Nordic Wastes grund. Virksomheden arbejder med at håndtere forurenet jord.

I midten af december forlod Nordic Waste opgaven med at få jordskreddet under kontrol og overlod det til kommune og myndigheder.

Nordic Waste indgav senere konkursbegæring, hvilket har medført hård kritik fra toppen af dansk politik.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har gentagne gange kritiseret Nordic Waste og sagt, at virksomheden måtte betale regningen for håndteringen af jordskreddet.

– Det her er en begivenhed ud over det sædvanlige. Det er ikke sket før i Danmark. Randers Kommune står med en kæmpemæssig opgave, og den skal de ikke stå med alene. Derfor betragter vi det også som et nationalt anliggende, sagde hun 22. januar.

ritzau/

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Andre nyheder

Se flere artikler