Andre nyheder

tor, 27 feb 2025

af Mikkel Preisler

Klimarådet: Regeringen har for første gang vist vejen til 2030-mål

Klimarådets formand, Peter Møllgaard, påpeger, at der stadig er lang vej til en reel opfyldelse af klimamålet. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Klimarådets formand, Peter Møllgaard, påpeger, at der stadig er lang vej til en reel opfyldelse af klimamålet. (Arkivfoto).

Efter at have stemplet regeringens klimapolitik som utilstrækkelig fire år i streg vurderer Klimarådet nu, at vejen til klimamålet i 2030 er anskueliggjort.

Det er første gang, at Klimarådet foretager den vurdering.

- Med aftalen om den grønne trepart for landbruget har regeringen og Folketinget samlet set vedtaget politik, der potentielt kan opfylde 2030-målet. Og det er en god nyhed, siger Peter Møllgaard, formand for Klimarådet.

Vurderingen fra Klimarådet markerer et vendepunkt i det uafhængige ekspertorgans analyse af Christiansborgs klimapolitik.

Siden den første statusrapport blev udgivet i 2021, har rådet konsekvent advaret om, at både S- og SVM-regeringen ikke førte en tilstrækkelig klimapolitik.

Nu er der politiske aftaler nok til, at de nødvendige drivhusgasreduktioner er planlagt. Trepartsaftalen for landbruget var den sidste sten, der faldt på plads i køreplanen, der blev lagt efter Folketingsvalget i 2019.

Men det må ikke få politikerne til at hvile på laurbærrene, lyder det fra Klimarådet.

Vurderingen er at sammenligne med en cykelrytters mellemtid - man er godt på vej, men langtfra færdig.

- Der skal stadig trædes meget i pedalerne for at nå målet, og det er stadig usikkert, om man kan det, siger Peter Møllgaard.

Regeringen skal være yderst opmærksomme på at få implementeret de aftalte klimatiltag efter planen.

Lige nu ser det nemlig ud til, at målet for 70 procents reduktion af Danmarks udledning af drivhusgas i forhold til 1990 kun akkurat nås på decimalen.

Hvis et klimatiltag som eksempelvis CO2-fangst og lagring må udskydes yderligere, kan regnskabet vælte.

Klimarådet ser derfor positivt på, at der er aftalt genbesøg af flere klimaaftaler i 2027 og 2028, hvor det vil blive tjekket, om aftalerne lever op til de lovede reduktioner.

Klimaminister Lars Aagaard (M) bør heller ikke tage vurderingen fra Klimarådet som et udtryk for, at han har gjort tilstrækkeligt.

Vurderingen af anskueliggørelsen kan trækkes tilbage igen næste år.

- Vi skal vurdere det igen om et år, hvor vi igen vil se på, om klimapolitikken og implementeringen ser ud til at være tilstrækkelig, siger Peter Møllgaard.

Klimaminister Lars Aagaard tager imod Klimarådets rapport med åbne arme.

- Det er en vigtig milepæl, som jeg er glad og stolt over, at vi er nået frem til, siger han.

Lars Aagaard er dog enig med Klimarådets formand i, at der stadig udestår et stort arbejde i at få sikret, at de politiske aftaler bliver til virkelighed.

- Det er godt at have anskueliggjort vejen til målet, men vi er ikke fremme i 2030 endnu. Der er stadig meget arbejde tilbage.

Han påpeger også, at der bliver en opgave i de planlagte genbesøg af aftalerne, der skal sikre, at reduktionssporet fastholdes.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danmark advarer transkønnede: Kontakt USA's ambassade før rejsen – Trumps nye politik skaber bekymring! Kan din rejse til USA ende i kaos? Danmark advarer nu transkønnede rejsende eft... Læs mere
Ukraine : Rusland bomber egne anlæg Ifølge Ukraine skulle Rusland have bombet egne rørledninger for at sabotere v... Læs mere
Belgien: Det ville være en krigserklæring Bart De Wever med klar melding - ønsker ikke at bruge indefrosne russiske midle... Læs mere
C25 indeks under pres C25 indekset har haft en forfærdelig dag Læs mere
Minister går af : Fik barn med teenager for 30 år siden Den islandske uddannelsesminister - den 58 årige Ásthildur Lóa Thórsdóttir ... Læs mere