Det skriver flymediet Check-in.dk.
Det skyldes, at der er blevet indført ny EU-lovgivning, som omhandler større fly.
Ifølge Trafikstyrelsen vil det kræve nogle "tekniske justeringer" af den tilladelse, som lufthavnen indtil for nyligt havde, hvis den skal have den tilbage.
- Det bliver der nu korrigeret for i et samarbejde med Trafikstyrelsen, oplyser Københavns Lufthavn til mediet.
Hvis alt går efter planen, vil tilladelsen være tilbage inden for et par måneder.
Airbus A380 besøgte Københavns Lufthavn for første gang i september 2010, da luftfartsselskabet Lufthansa kom forbi.
Dengang handlede det om markedsføring af selskabets nye superjumbo.
Fem år senere kom flyet mere regelmæssigt forbi Danmark, da selskabet Emirates indsatte A380 på en fast rute fra Dubai til København.
Selskabet valgte endda at benytte den store toklasses udgave af flyet, der havde plads til 615 passagerer, skriver mediet.
Coronapandemien satte imidlertid en stopper for den faste afgang. Flyet er derfor ikke blevet brugt på den rute siden marts 2020.
Ifølge Check-in.dk har Emirates imidlertid længe haft planer om at genindsætte det enorme passagerfly.
Det vil dog først kunne ske, når Københavns Lufthavn har fået justeret tilladelsen.
Justeringerne er efter planen på plads til januar, og derefter vil man på ny anmode om en opdatering af tilladelsen.
/ritzau/