Regeringen har søndag mistet endnu et mandat i Folketinget, da Karin Liltorp meldte sig ud af Moderaterne.
Hun er det femte folketingsmedlem, Moderaterne mister. Og det fjerde, som tager sit mandat med sig og bliver i Folketinget som løsgænger. Kun Kristian Klarskov gav sit mandat videre til sin suppleant, Mohammad Rona.
Karin Liltorp meddelte tidligere søndag, at hun melder sig ud af Moderaterne.
Politisk kommentator Noa Redington fortæller dog, at det ikke ændrer ved den parlamentariske situation for regeringen.
- Hun har tydeligt sagt, at hun ikke vil vælte regeringen, så det ændrer ikke den parlamentariske situation. Men det er jo et udtryk for, at det er en regering, som er udfordret, siger Noa Redington.
Han mener også, at storpolitik fylder så meget, at vi glemmer regeringens situation.
- Vi har glemt, at regeringen er udfordret, fordi der er sket så meget i verden på det seneste. Grundlæggende er det en regering, som stille og roligt er i opløsning, siger Noa Redington og tilføjer:
- Det ved alle på Christiansborg, og det understreger, at det er en regering, som ingen regner med bliver genvalgt.
Med Karin Liltorps exit er regeringen nede på 86 mandater.
Derudover er Venstre i besiddelse af et ekstra mandat, som det mister, når Mads Fuglede (DD) er tilbage fra barsel.
Det skyldes, at Fuglede i 2022 blev valgt for Venstre, hvorfor hans suppleant, Kristian Pihl Lorentzen (V), har siddet i Folketinget for ham under barslen.
Det betyder, at regeringen snart kun har 85 mandater og mister det indenrigspolitiske flertal.
Regeringen kan derfor ikke selv gennemføre politik, uden hjælp fra den stemmeaftale den har med Jon Stephensen samt de fire nordatlantiske mandater.
Karin Liltorp fra Moderaterne melder sig ud som en kritik af topstyringen ifølge Noa Redington.
Han mener, at der er tale om interne anliggender i Moderaterne.
- Det er ikke uventet, at hun melder sig ud, og det kommer ikke som en skandale på samme måde, som det gjorde med for eksempel Mike Fonseca, Jon Stephensen og Jeppe Søe, siger Noa Redington og tilføjer:
- Men det understreger, at Moderaterne er et parti, som går en svær valgkamp og en svær fremtid i møde, fortæller Noa Redington.
Han ser ikke for sig, at Karin Liltorps exit får nogen stor betydning.
- Jeg tror ikke, at det giver store skvulp ude i vælgerhavet, siger Noa Redington.
Kilde: /ritzau/