Andre nyheder

ons, 04 dec 2024

Konkurrent slår Novos storsællert i direkte sammenligning

Mounjaro produceres af Eli Lilly og kan både bruges af diabetespatienter og patienter, der gerne vil tabe sig. (Arkivfoto).
George Frey/Reuters Mounjaro produceres af Eli Lilly og kan både bruges af diabetespatienter og patienter, der gerne vil tabe sig. (Arkivfoto).

Både Novo Nordisk og amerikanske Eli Lilly har påvist flotte resultater hos patienter, der har benyttet de to medicinalgiganters vægttabsmedicin, som henholdsvis hedder Wegovy og Mounjaro.

Nu viser nye forsøgsresultater, som Eli Lilly har offentliggjort onsdag, at patienter, der har taget Mounjaro, har opnået et vægttab, der er 47 procent højere end en tilsvarende patientgruppe, der fik Wegovy.

Patienterne er fulgt over en 72 uger lang periode, og det gennemsnitlige vægttab i gruppen af patienter, der fik Mounjaro, var 22,8 kilo.

Tilsvarende fik patienterne, der fik Wegovy, et gennemsnitligt vægttab på 15 kilo.

Begge lægemidlers aktive stoffer er såkaldte GLP-1-analogier. Novo Nordisk har patent på det virksomme stof, der hedder semaglutid, som også findes i diabetesmedicinen Ozempic.

Eli Lillys Mounjaro, der også kan bruges af diabetespatienter, indeholder stoffet tirzepatid.

- Disse nye direkte sammenlignelige forsøgsresultater understreger, at tirzepatid giver en klinisk meningsfyldt forskel i vægttab, når man sammenligner med semaglutid, konkluderer Lars-Petter Strand, der er medicinsk chef i Norden for Eli Lilly.

Det er Eli Lilly selv, der står bag sammenligningsforsøgene, som går under navnet Surmount-5.

De er udført med 751 amerikanske patienter, der enten var svært overvægtige eller overvægtige med en alvorlig følgesygdom, og som ikke havde diabetes.

Mens Eli Lilly altså tilsyneladende har førertrøjen på, når det gælder vægttab, så har Novo Nordisk allerede et par esser i ærmet, hvad angår selskabets semaglutid-produkter.

Novo har blandt andet påvist, at risikoen for alvorlige hjerte-kartilfælde også falder hos patienter, der bruger Wegovy.

Disse ekstra sidegevinster kan betyde, at Wegovy vil blive foretrukket af lægerne i behandlingen af nogle grupper svært overvægtige.

Samtidig vil Novo inden længe offentliggøre forsøgsresultater med det nye vægttabshåb cagrisema, som forventes at være endnu mere effektivt end semaglutid.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Minister vil se på om værft kan servicere skyggeflåde og søværnet Skibe fra søværnet serviceres på dansk værft side om side med skibe, som und... Læs mere
Fitnesskæde får bøde på 600.000 kroner for vildledning af forbrugere Arca gjorde ikke tydeligt opmærksom på, at man blev tilmeldt et løbende abonn... Læs mere
Danske kampfly og skibe bidrager til overvågning i Østersøen Danmark bidrager til Nato-indsats med blandt andet fly og skibe, oplyser Forsvar... Læs mere
Myndigheder får lettere ved at håndtere forbud mod ulovlige bander Politi og øvrige myndigheder skal med ny lov få bedre muligheder for at sætte... Læs mere
Medier: Ansatte har i flere år oplevet seksuel chikane i advokatfirma Djøf mener, at der er tale om et alvorligt ledelsessvigt i Plesner. Ledende par... Læs mere