Andre nyheder

ons, 20 mar 2024

Kronisk nældefeber er mulig bivirkning ved Modernas coronavaccine

Langt de fleste tilfælde af kronisk nældefeber er opstået 7-13 dage efter tredje dosis af Modernas coronavaccine. (Arkivfoto).
Dado Ruvic/Reuters Langt de fleste tilfælde af kronisk nældefeber er opstået 7-13 dage efter tredje dosis af Modernas coronavaccine. (Arkivfoto).

Undersøgelser fra Lægemiddelstyrelsen viser, at kronisk nældefeber kan være en bivirkning ved Modernas coronavaccine, der formelt går under navnet Spikevax.

Det oplyser Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse onsdag.

Ud fra samlet 360 europæiske sager vurderes det, at der i 58 sager er en "sandsynlig" sammenhæng, mens der gælder en "mulig" sammenhæng i 228 sager.

En formodet bivirkning kategoriseres som enten sandsynlig, mulig eller ikke-sandsynlig.

Kategorien afhænger af, hvor stærk dokumentation der er for, at et symptom kan være fremkaldt af lægemidlet, eller om andre faktorer vurderes at være mere sandsynlige årsager, skriver styrelsen.

Teamleder hos Lægemiddelstyrelsen Martin Zahle Larsen siger til Ritzau, at det er tidlige resultater.

Derfor er yderligere undersøgelser nødvendige, hvis man skal sige noget om, hvorvidt der er en egentlig sammenhæng.

- Når vi siger mulig, så er det, fordi der er en sandsynlighed for, at det kan være forårsaget af vaccinen. Men det er stadig et sjældent fænomen i den generelle befolkning, siger teamlederen.

Langt de fleste tilfælde af kronisk nældefeber er opstået 7-13 dage efter den tredje vaccinedosis.

Det konkluderes, at personer, der har fået Spikevax, har tre gange større risiko for at få kronisk nældefeber end baggrundsbefolkningen.

Yngre mænd er i særlig høj risiko, lyder det.

- Vi har ikke bevis for årsagen, men et kvalificeret bud er, at det er grundet et meget aktivt immunsystem hos yngre mænd, siger Martin Zahle Larsen.

Mistanken for bivirkningen opstod ved, at der har været et relativt stort antal indberetninger i Danmark sammenlignet med resten af EU.

Lægemiddelstyrelsen har desuden haft et særligt ansvar for sikkerhedsovervågningen af vaccinen på vegne af unionen.

Årsagen til det store antal sager i Danmark er ifølge teamlederen, at der har været et meget stort fokus på indberetninger.

Også via et samarbejde med Patienterstatningen, som ikke findes på samme måde i andre EU-lande, har styrelsen fået kendskab til mange sager, lyder det.

Den europæiske bivirkningskomité har på baggrund af styrelsens konklusioner opdateret produktinformationen, så kronisk nældefeber er listet som en bivirkning.

Lægemiddelstyrelsen har også undersøgt Pfizers coronavaccine, der har været langt mere anvendt.

Her ses der ikke en tilsvarende dokumentation for en sammenhæng, lyder det.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Israelske forsvarsfirmaer vil have fingre i danske milliarder I forsvarsforliget er der afsat 19-25 milliarder kroner til indkøb af luftforsv... Læs mere
Globale fødevarepriser når højeste niveau i 18 måneder Globale fødevarepriser er steget i syv af årets ti måneder. Det er skidt nyt ... Læs mere
Kriminelle slipper afsted med flere penge i svindel med investering Investeringssvindel kostede bankkunder over 55 millioner kroner i første halvde... Læs mere
Overnatninger på campingpladser sætter rekord i september Antal overnatninger fra både danske og udenlandske gæster på campingpladser s... Læs mere
Frederiksen talte med Trump i 12 minutter og håber det kan tolkes positivt Den danske statsminister og den kommende amerikanske præsident fik primært tal... Læs mere