Andre nyheder

Med ny støtte vil Danmark bakke op om UNRWAs arbejde og reformer

Danmark fremrykker bidraget til palæstinensisk organisation og giver flere penge for at styrke organisationen.

Med ny støtte vil Danmark bakke op om UNRWAs arbejde og reformer
Danmark øger sin støtte til nødhjælpsorganisationen UNRWA. Det sker for at bakke op om organisationens arbejde og arbejde med reformer. (Arkivfoto).
Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 13. februar 2025

Regeringen vil fremrykke Danmarks årlige bidrag til FN’s hjælpeorganisation for palæstinensere, UNRWA.

Det betyder, at organisationen får hele sit årlige bidrag nu frem for senere på året, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Samtidig med, at organisationen får sit årlige bidrag på 105 millioner kroner, vil regeringen også give 10,2 millioner kroner til at styrke UNRWAs neutralitet og interne reformproces, lyder det.

Israel har beskyldt UNRWA for, at flere ansatte var involveret i Hamas-angrebet 7. oktober 2023.

FN sagde i august, at ni UNRWA-ansatte muligvis var involveret i overraskelsesangrebet 7. oktober. De pågældende er blevet fyret.

I november vedtog Knesset i Israel, at UNRWA ikke længere må arbejde på israelsk jord. Det bekymrer udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), siger han i pressemeddelelsen.

– Den styrkede danske støtte er et utvetydigt signal om, at vi står bag UNRWA’s arbejde og mission. Og at vi bakker op om organisationens styrkede fokus på intern reform og neutralitet, lyder det.

Udmeldingen kommer, efter at Danmark for nylig øgede den humanitære støtte til konflikten i Gaza med 75 millioner kroner.

Efter det israelske forbud valgte Sverige at trække støtten til UNRWA, da de mente, at det var mere effektivt at støtte andre organisationer.

Danmark har dog valgt at fastholde støtten. Det har tidligere lydt, at det skyldes, at organisationen betragtes som en afgørende humanitær aktør i Gaza.

I torsdagens pressemeddelelse fremhæver Lars Løkke Rasmussen, at UNRWA har været med til at sikre husly til over en million palæstinensere, og at de har været med til at vaccinere en kvart million børn imod polio.

ritzau/

Rejsekaos: Ingen tog mellem Århus H og Randers

Læs også: Rejsekaos: Ingen tog mellem Århus H og Randers

Masturbation som lovbrud: Er det fremtidens USA?

Læs også: Masturbation som lovbrud: Er det fremtidens USA?

Andre nyheder

Se flere artikler