Andre nyheder

tir, 29 okt 2024

Mette F. vil have Grønland og Færøerne mere med i Nordisk Råd

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og statsminister Mette Frederiksen (S) fik hilst på hinanden mandag i Island.
Halldor Kolbeins/Ritzau Scanpix Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og statsminister Mette Frederiksen (S) fik hilst på hinanden mandag i Island.

Statsminister Mette Frederiksen (S) mener, at Færøerne og Grønland skal behandles som "ligeværdige lande", når Nordisk Råd mødes fremover.

Det siger hun ifølge Altinget tirsdag i forbindelse med Nordisk Råds topmøde i Reykjavik.

Tidligere i år kom det frem, at Grønland satte landets deltagelse i Nordisk Råd på pause.

Årsagen var - ifølge Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede - at det svenske formandskab i Nordisk Råd havde meddelt, at hverken Færøerne, Åland eller Grønland blev inviteret til tirsdagens møde omkring udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.

Mandag var Færøerne ikke inviteret med, da Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, holdt møde med de nordiske statsministre i Reykjavik. Derfor valgte lagmand Aksel V. Johannesen at blive væk fra tirsdagens møde.

Nordisk Råd er det parlamentariske organ for det nordiske samarbejde og blev dannet i 1952. Rådet har 87 valgte medlemmer fra Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige, Færøerne, Grønland og Åland.

Mette Frederiksen bakker op om, at Grønland og Færøerne er med i alle drøftelser.

- Krigen i Ukraine påvirker os alle. Den har ændret sikkerhedssituationen globalt, i Europa og i den arktiske region. En af vores primære diskussioner i disse dage er naturligvis sikkerhed og forsvar, og alle lande bør være med rundt om bordet, når vi har den diskussion, siger Mette Frederiksen ifølge Altinget.

Mette Frederiksen har ifølge Altinget sendt et brev til sine statsministerkolleger i Sverige, Norge, Finland og Island, hvori hun skriver, at hun gerne ser en ændring af den såkaldte Helsingforsaftale.

- Den danske regering støtter derfor, at Helsingforsaftalen ændres, således at Færøerne og Grønland kan opnå fuldt medlemskab, for så vidt det er foreneligt med Færøerne og Grønlands forfatningsmæssige status, skriver hun i brevet.

Medlemmerne af Nordisk Råd sidder i landenes parlamenter og udvælges af de øvrige parlamentarikere. Der afholdes derfor ikke direkte valg til Nordisk Råd.

Medlemmerne af Nordisk Råd samles to gange årligt, hvor de tager beslutninger om forhold, som de ønsker, at de nordiske regeringer skal finde løsninger på.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Folketinget fraråder brug af kinesisk chatbot på Folketingets enheder Ligesom med TikTok fraråder Folketinget, at politikere og ansatte bruger ny kin... Læs mere
Langt færre breve får PostNord Danmarks omsætning til at falde PostNord Danmarks brevmængder faldt med 44 procent i fjerde kvartal sammenligne... Læs mere
Jysk har fået 5000 ansøgninger inden butiksåbninger i Marokko Detailkæden Jysk vil åbne to butikker i den marokkanske kystby Casablanca til ... Læs mere
Med ny støtte vil Danmark bakke op om UNRWAs arbejde og reformer Danmark fremrykker bidraget til palæstinensisk organisation og giver flere peng... Læs mere
Nordnet-kunde lagde ordre på en andens konto under sikkerhedsbrist Nordnet har ikke rapporteret nogen tilfælde af kunder, der har lidt økonomisk ... Læs mere