Andre nyheder

tir, 11 feb 2025

af Mikkel Preisler

Nordnet genåbnet efter sikkerhedsbrist

Nordnets app og hjemmeside blev tirsdag lukket ned, efter at der var oplevet sikkerhedsproblemer.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Nordnets app og hjemmeside blev tirsdag lukket ned, efter at der var oplevet sikkerhedsproblemer.

Investeringsplatformen Nordnet er oppe at køre igen efter en sikkerhedsbrist, der førte til en nedlukning af platformens app og hjemmeside i flere timer.

Det oplyser pressechef i Nordnet Danmark Jonas Melander til Ritzau.

- Nu har vi sikret os, at det ikke kan ske i fremtiden, siger han.

Årsagen til bristen skal findes i et stykke software, der er koblet op til brugeres login. Hvorvidt det skyldtes en menneskelig eller teknisk fejl, kan han endnu ikke svare på.

Det er Nordnet i gang med at undersøge. Nordnet fik de første meldinger om, at brugere oplevede at få adgang til andre brugeres konti klokken 11.10 og ti minutter efter blev platformen lukket ned.

Jonas Melander kan ikke oplyse, hvor mange brugere, der har været berørt af problemet, men der er tale om en lille andel af Nordnets brugere, siger han.

Det er endnu uvist, om brugere, der er kommet ind på andres konti, har kunnet købe og sælge aktier på den pågældende konto.

- Jeg kan stadig ikke sige, hvad der er sket, når folk har fået adgang. Det er vi ved at lave den fulde oversigt over.

Han understreger dog, at der ikke er nogen, der har kunnet udbetale andres penge til egen konto.

- Der har vi den ekstra sikkerhed i, at man skal gå ind og forhåndsgodkende sin bankkonto med MitID, så vi ved, at Nordnet-kontoen og bankkontoen tilhører samme CPR-nummer, siger han.

Jonas Melander kan på nuværende tidspunkt ikke svare på, hvad Nordnet vil gøre ved eventuelle handler, der er foregået i de ti minutter, hvor kunder har fået adgang til andres konti.

Nordnet fortalte i oktober, at man havde rundet 500.000 kunder i Danmark. Det svarer til hver 12. dansker.

Nordnet er børsnoteret i Sverige, hvor selskabet også har hovedkontor. Det betyder også, at det er det svenske datatilsyn, der skal tage stilling til, om sikkerhedsbristen skal have konsekvenser.

Aktien er tirsdag eftermiddag faldet med syv procent i forhold til mandagens lukkekurs.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Tesla Model Y 2025 får avancerede forlygter, der skåner modkørende trafik Tesla Model Y 2025 får adaptive forlygter, der øger sikkerheden og forhindrer ... Læs mere
Bugatti Tourbillon introducerer Équipe Pur Sang: En ny liga for hyperbiler Bugatti Tourbillon forener klassisk V16-kraft og elektrificering – nu med eksk... Læs mere
Konkursbegæring indgivet : Troels Jørgensen A/S håber at kunne redde selskabet igennem rekonkstruktion Det er en af Lollands største entreprenørselskaber som nu kæmper for overleve... Læs mere
Trods geopolitisk uro : Ledigheden er uændret Den geopolitiske usikkerhed i verden har ikke smittet af på ledighedsprocenten ... Læs mere