Andre nyheder

tor, 05 sep 2024

Norlys accepterer millionbøde i sag om vildledende markedsføring

Forbrugerombudsmanden vurderer, at Norlys gav forbrugere et fejlagtigt indtryk af, at de ved at være elkunder hos selskabet kunne opnå en stor rabat på deres forsikringer. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Forbrugerombudsmanden vurderer, at Norlys gav forbrugere et fejlagtigt indtryk af, at de ved at være elkunder hos selskabet kunne opnå en stor rabat på deres forsikringer. (Arkivfoto).

Energiselskabet Norlys accepterer en bøde på tre millioner kroner for vildledende markedsføring i en sag om lovet rabat hos forsikringsselskab.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Forbrugerombudsmanden meldte kort før sommerferien Norlys til politiet for brud på markedsføringsloven.

Det skete, fordi Norlys i perioden mellem juni 2022 og maj 2023 oplyste forbrugere om, at de som elkunder hos Norlys kunne opnå rabatter på henholdsvis 11 procent og 15 procent ved at samle forsikringer hos et bestemt forsikringsselskab.

I samme periode tilbød forsikringsselskabet dog rabatter på henholdsvis 8 og 12 procent, hvis man samlede forsikringer hos selskabet.

Dermed var den reelle rabat for Norlys' kunder væsentligt mindre, skriver Forbrugerombudsmanden.

- Det er vildledning, fordi forbrugerne kunne have opnået næsten lige så store rabatter hos samarbejdspartneren uden at være kunde hos Norlys, siger forbrugerombudsmand Torben Jensen i pressemeddelelsen.

- Det er groft at vildlede om priser og særligt på markeder som forsikring og el, der kan være svære for forbrugerne at gennemskue, lyder det videre.

Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at Norlys gav forbrugere et fejlagtigt indtryk af, at de ved at være elkunder hos selskabet kunne opnå en stor rabat på deres forsikringer.

Norlys har valgt at afslutte sagen ved at betale en bøde på tre millioner kroner, skriver Forbrugerombudsmanden.

Mads Brøgger, som er direktør for Norlys' energiforretning, er ikke enig med Forbrugerombudsmanden i, at der er tale om vildledende markedsføring. Selskabet har valgt at betale bøden frivilligt for at få afsluttet sagen.

- I bagklogskabens klare lys ville vi gerne have formuleret os mere præcist, men det er vigtigt for mig at sige, at vi ikke har haft nogen intention om at vildlede, og jeg kan kun beklage, hvis det har kunnet opfattes sådan, siger Mads Brøgger i en pressemeddelelse.

Ifølge Norlys har 290 kunder benyttet sig af det pågældende tilbud gennem Norlys.

Bøden er beregnet efter en skærpet model, som trådte i kraft i 2022. Her lægges der i højere grad end tidligere vægt på virksomhedens omsætning.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Erhvervslivet vil styrke Storbritannien-samarbejde efter Trump-torden EU vil stå stærkere over for USA, hvis man øger samarbejdet med Storbritannie... Læs mere
Regeringspartier søger svar på hvornår ulve kan skydes Det skal afklares nærmere, hvornår ulve kan reguleres, lyder det fra ordfører... Læs mere
Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere
Novo-aktien stiger syv procent efter lovende nyt om vægttabsmiddel Studie viser vægttab på 22 procent efter 36 uger med Novos nye vægttabsmiddel... Læs mere
ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer Ekspertgruppe skal evaluere pensionsselskabet ATP's investeringer efter kritik a... Læs mere