Andre nyheder

tir, 18 feb 2025

af Mikkel Preisler

Novo Nordisk går efter milliarderstatning efter nedskrivning

Novo Nordisk købte i 2023 lægemiddelkandidaten Ocedurenone, der benyttes mod hypertension - højt blodtryk - og fremskreden kronisk nyresygdom. (Arkivfoto).
Tom Ittle/Reuters Novo Nordisk købte i 2023 lægemiddelkandidaten Ocedurenone, der benyttes mod hypertension - højt blodtryk - og fremskreden kronisk nyresygdom. (Arkivfoto).

Novo Nordisk mener, at virksomheden blev vildledt, da den købte lægemiddelkandidaten Ocedurenone af KBP Biosciences PTE.

Nu kræver Novo Nordisk en erstatning på op imod 830 millioner dollar - knap 6 milliarder danske kroner.

Det skriver Reuters på baggrund en kendelse fra en domstol i Singapore, hvor KBP Biosciences har hovedkvarter.

Novo Nordisk vil indlede en voldgiftssag mod KBP Biosciences i New York, fremgår det videre.

I juni meddelte medicinalgiganten ifølge MarketWire, at den foretog en nedskrivning på cirka 5,7 milliarder kroner, efter at et studie med blodtryksmidlet ikke havde nået de resultater, man havde forventet.

Novo Nordisk købte i 2023 Ocedurenone, der benyttes mod hypertension - højt blodtryk - og fremskreden kronisk nyresygdom.

Handlen kostede den danske medicinalgigant 1,3 milliarder dollar. Det svarer til 9,2 milliarder kroner.

Det var KBP Biosciences PTE, som udførte et fase 3-studie. Her undersøgte man, om medicinen virkede på en større gruppe deltagere med forhøjet blodtryk eller fremskreden kronisk nyresygdom.

Fase 3-studiet "nåede ikke sit primære endepunkt", skrev Novo Nordisk i juni.

Singapore International Commercial Court har beordret en indefrysning af globale aktiver tilhørende KBP Biosciences PTE og dets grundlægger, Zhenhua Huang.

Det fremgår af fredagens kendelse, som ifølge Reuters er blevet offentliggjort tirsdag.

I kendelsen siger en dommer, at det er muligt, at "KBP bevidst undlod at fremlægge væsentlig information", herunder analyse af forsøgsresultater, som viste Ocedurenones "ineffektivitet."

I en skriftlig kommentar til Ritzau skriver Novo Nordisk tirsdag, at "så længe dette er en igangværende sag, har vi ikke noget at føje til Singapore-domstolens kendelse på nuværende tidspunkt".

- Patientsikkerhed er fortsat vores førsteprioritet i alle aspekter af vores forretning, og det omfatter at sikre, at vi modtager al væsentlig information relateret til kliniske forsøg med potentielle nye behandlinger i vores forretningsfærd, skriver virksomheden.

KBP Biosciences er ikke vendt tilbage på Reuters' henvendelse.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Danmark advarer transkønnede: Kontakt USA's ambassade før rejsen – Trumps nye politik skaber bekymring! Kan din rejse til USA ende i kaos? Danmark advarer nu transkønnede rejsende eft... Læs mere
Ukraine : Rusland bomber egne anlæg Ifølge Ukraine skulle Rusland have bombet egne rørledninger for at sabotere v... Læs mere
Belgien: Det ville være en krigserklæring Bart De Wever med klar melding - ønsker ikke at bruge indefrosne russiske midle... Læs mere
C25 indeks under pres C25 indekset har haft en forfærdelig dag Læs mere
Minister går af : Fik barn med teenager for 30 år siden Den islandske uddannelsesminister - den 58 årige Ásthildur Lóa Thórsdóttir ... Læs mere