Andre nyheder

tor, 20 jun 2024

Nyt spionrod: Mange fejl i arbejdstid i Forsvarets Efterretningstjeneste

Forsvarets Efterretningstjeneste holder til på Kastellet i København. (Arkivfoto)
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Forsvarets Efterretningstjeneste holder til på Kastellet i København. (Arkivfoto)

Der er økonomisk rod i Forsvarets Efterretningstjeneste, som også døjer med medarbejdernes arbejdstid.

Det viser en aktindsigt, som Ritzau har modtaget fra Rigsrevisionen, der fører tilsyn med offentlige myndigheder og har undersøgt spiontjenesten, FE.

- Revisionen har vist, at mange medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste ikke registrerer fravær, lyder det.

Det fremgår ikke hvor mange, da det er streget ud af aktindsigten.

Ekstra Bladet har tidligere skrevet om, at spiontjenesten skal spare over 100 millioner kroner ud af en årlig bevilling på 1,4 milliarder kroner.

Størstedelen er gået til lønninger, og registrering af arbejdstiden er der også problemer med.

Rigsrevisionen gennemførte en test på fredagen efter Kristi himmelfarts dag den 19. maj 2023. Den viste, at mange medarbejdere holdt fri, uden at have registreret fravær.

Rigsrevisionen skriver direkte, at "konsekvensen er, at medarbejderne dermed har fået en gratis fridag".

Det kan dog tænkes, at medarbejderne har arbejdet mere forud for eller efter dagen uden at registrere det.

I en skriftlig kommentar skriver den fungerende chef Svend Larsen fra FE, at der er iværksat en "omfattende modernisering af hele vores økonomistyring".

- FE tager Rigsrevisionens kritik meget alvorligt. FE’s økonomi er underlagt en særlig fortrolighed, og så meget desto vigtigere er det naturligvis, at vi ikke begår fejl.

- Vi er i fuld gang med at rette op på de forhold, som Rigsrevisionen har peget på, siger Svend Larsen.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har tidligere udtalt sig meget kritisk om rodet i regnskaberne og sagt, at det ikke er givet, at staten dækker underskuddet.

Han er på nuværende tidspunkt ikke klar over, om der "potentielt er et meget stort økonomisk problem" i spiontjenesten.

Det sker på et tidspunkt, hvor Rusland i stigende grad udgør en trussel mod Danmark og verdenssamfundet generelt.

FE's regnskaber er fortrolige, og kun de overordnede resultater præsenteres mundtligt for Statsrevisorene, som er statens vagthund.

Hvis der konstateres fejl eller uhensigtsmæssig adfærd, kan Rigsrevisionen rapportere særskilt om det.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Tesla leverer færre biler end ventet og aktien sendes nedad Tesla-leverancer ligger 8000 biler under forventning. Aktien daler, og analytike... Læs mere
Øget efterspørgsel får Emirates til at indsætte fragtfly fra København Et ugentligt fragtfly til og fra Københavns Lufthavn skal hjælpe Emirates med ... Læs mere
Endnu en socialdemokratisk borgmester stopper efter kommunalvalg Marcel Meijer (S) har besluttet sig for, at 12 år som borgmester må være nok ... Læs mere
Private må tilbyde taxakørsel på yderligere tre småøer På i alt 11 danske øer er det nu muligt for private at tilbyde kørsel mod bet... Læs mere
Mere end seks ud af ti nye biler er elektriske 61,5 procent af nyindregistrerede biler i december var elektriske. Det viser opg... Læs mere