Andre nyheder

tor, 29 feb 2024

Over 30.000 meldes døde som følge af krig i Gaza

En stor del af Gazastribens befolkning er flygtet til Rafah i det sydlige Gaza.
Mohammed Abed/Ritzau Scanpix En stor del af Gazastribens befolkning er flygtet til Rafah i det sydlige Gaza.

Over 30.000 er døde i Gaza som følge af den krig, som Israel lancerede efter angrebet fra den militante palæstinensiske bevægelse Hamas 7. oktober.

De melder de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder i området i en udtalelse torsdag morgen, skriver nyhedsbureauet AFP.

I løbet af det seneste døgn har 79 mennesker ifølge sundhedsmyndighederne mistet livet.

Oplysningen kommer på et tidspunkt, hvor situationen på tværs af Gazastriben i stigende grad er desperat for områdets indbyggere.

Nødhjælpsorganisationer melder om akut mangel på mad, drikkevand og medicin.

En stor del af Gazastribens befolkning er flygtet til Rafah i det sydlige Gaza.

Byen er nu opholdssted for cirka 1,4 millioner af Gazastribens 2,3 millioner indbyggere, og Israel har varslet en offensiv mod Hamas i byen.

Hamas har særligt været i omverdenens søgelys, siden angrebet i israelske byer, kibbutzer og en festival 7. oktober sidste år.

Her blev 1200 - primært civile - dræbt, og 240 personer taget som gidsler. Omkring 100 gidsler holdes fortsat fanget.

Tidligere på ugen lød det fra USA's præsident, Joe Biden, at han håber på våbenhvile mellem Israel og Hamas med start mandag 4. marts.

En eventuel våbenhvile som den på omtrent en uge tilbage i november er dog stadig ikke formelt aftalt.

Repræsentanter fra de palæstinensiske organisationer Hamas og Fatah skal torsdag desuden mødes i Ruslands hovedstad, Moskva.

Her skal de drøfte muligheden for at danne en palæstinensisk enhedsregering.

Hamas, der både er et parti og en militant bevægelse, har regeringsmagten i Gaza, mens Fatah leder Det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden.

Hamas har haft magten i Gaza siden 2007. Året forinden vandt organisationen det palæstinensiske parlamentsvalg, og der blev dannet en samlingsregering med deltagelse af både Hamas og Fatah.

I marts 2007 blev Fatah dog fordrevet fra Gaza, hvorefter Hamas overtog den fulde kontrol med området.

Fatah havde herefter kontrollen med de palæstinensiske dele af Vestbredden.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Forbløffet statsminister vil stoppe dansk hjælp til skyggeflåde Dansk skibsværft servicerer russiske naturgasskibe, hvilket statsminister finde... Læs mere
Mund- og klovsyge i Tyskland giver nye udfordringer for Danish Crown Store mængder tysk kød skal finde nye veje rundt i Europa, efter at Storbritan... Læs mere
Nato-lande vil skærpe sanktioner mod russisk skyggeflåde Ruslands skyggeflåde bør blokeres helt i Østersøen gennem sanktioner, mener ... Læs mere
Skattelettelser for 3,3 millioner danskere er lige om hjørnet Skatteminister Rasmus Stoklund (S) mener, at personskattereformen samlet set har... Læs mere
Mette F. om skyggeflåde: En måde for Rusland at fortsætte krig Mette Frederiksen er tirsdag til Nato-møde i Helsinki, hvor den russiske skygge... Læs mere