Andre nyheder

tir, 05 mar 2024

Randers opstiller fire fremtidsscenarier for Alling Å

Randers Kommune ser først og fremmest på muligheden for at genoprette Alling Å i den oprindelige Ådal. (Arkivfoto).
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Randers Kommune ser først og fremmest på muligheden for at genoprette Alling Å i den oprindelige Ådal. (Arkivfoto).

Da jordskreddet ved Nordic Waste ser ud til at være stabiliseret, bevæger oprydningsarbejdet sig ind i en fase, hvor der kan forberedes permanente løsninger for genopretning af Alling Å.

Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.

Kommunen fremlægger fire scenarier for Alling Å, og der ses først og fremmest på muligheden for at genoprette åen i den oprindelige Ådal, lyder det.

Det vil ifølge et overslag fra Randers Kommune koste omkring 30 millioner kroner.

Alling Å er et omdrejningspunkt i sagen, fordi forurenet jord fra virksomheden kan ende i åen og potentielt skade vandmiljøet i Randers Fjord.

- Løsningerne er alle sammen dyre, og derfor vil alle de mulige løsninger også blive præsenteret for følgegruppen, udvalg og byråd, der i sidste ende skal træffe beslutningen om, hvad den permanente løsning for Alling Å skal være, siger Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Randers Kommune, i meddelelsen.

Et andet scenarie handler om at grave en ny Alling Å ind gennem bakken over for Nordic Waste, mens der også er et scenarie om at grave åen uden om bakken.

Scenarierne vil hver især koste op til omkring 300 millioner kroner.

Fjerde og sidste løsning er, at den del af Alling Å, som ligger før Nordic Waste, omdirigeres til Vissing Bæk.

Indtil det bedste scenarie er valgt, skal åen fortsat pumpes gennem rør, lyder det.

Den politiske følgegruppe for Nordic Waste blev på et møde mandag præsenteret for midlertidige løsninger, som skal drøftes og vedtages i byrådet.

- Den fase i sagen, vi er ved at tage hul på, kræver, at vi tænker os grundigt om, og at løsninger drøftes, så vi kan træffe gode og velovervejede beslutninger, siger Torben Hansen (S), borgmester i Randers Kommune, i meddelelsen.

- Vi er stadig et stykke fra en permanent løsning, men det er godt nyt, at vi kan bevæge os fra en akut fase og ind i en mellemperiode.

Der er også behov for at etablere en løsning for håndtering af overfladevandet i området.

Løsningen skal sikre, at der ikke løber forurenet vand i åen.

- Her og nu skal vi selvfølgelig håndtere de store mængder af overfladevand, vi fortsat har placeret i bassiner både ude ved Nordic Waste og i bassiner andre steder, siger Jesper Kaas Schmidt.

- Her er målet, at vi hurtigst muligt frigør Vandmiljø Randers’ bassiner og i stedet anvender det nye bassin ved Assentoft.

Dernæst skal det afklares, hvordan der kan etableres græs og træer ved jordskreddet, som kan understøtte, at vandet ikke løber hen over jorden.

Omkring 90.000 tons jord er skredet ud over Gammel Århusvej, og det undersøges, om jorden kan køres tilbage til Nordic Wastes matrikel.

Samtidig arbejdes der på, om det miljøskadelige microfiller, der er et restprodukt fra cementproduktion, kan kapsles inde.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Norwegian-overskud skrumper trods omsætningsfremgang Norwegian øgede omsætningen med 36 procent i andet kvartal i år. Nettoresulta... Læs mere
Erhvervsminister skal forholde sig til turistskat i København På Københavns Rådhus er der udarbejdet fire modeller for en særafgift for tu... Læs mere
Faldende inflation i USA kan betyde lavere rente på danske boliglån Inflationen i USA er faldet fra 3,3 procent til 3,0 procent fra maj til juni, og... Læs mere
Danmark skal bidrage til en million angrebsdroner til Ukraine Koalitionen ledet af Letland, Storbritannien og Ukraine skal sikre en million an... Læs mere
Sommerhuspriserne når højeste niveau i 13 år Ifølge Boligsidens markedsindeks var sommerhuspriserne i juni på deres højest... Læs mere