Andre nyheder

ons, 14 aug 2024

Rejselysten når nye højder og øger overskud i landets største lufthavn

13,8 millioner passagerer har i årets første halvår været gennem terminalerne i Danmarks største lufthavn. Det er 12 procent flere end året før, skriver Københavns Lufthavne A/S i en pressemeddelelse. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix 13,8 millioner passagerer har i årets første halvår været gennem terminalerne i Danmarks største lufthavn. Det er 12 procent flere end året før, skriver Københavns Lufthavne A/S i en pressemeddelelse. (Arkivfoto).

13,8 millioner rejsende har i årets første halvår været igennem terminalerne hos Københavns Lufthavne A/S.

Det er 12 procent flere end samme periode sidste år, skriver selskabet bag Danmarks største lufthavn i en pressemeddelelse.

Den stigende rejselyst ses også på bundlinjen.

Selskabet har i første halvår af 2024 haft et overskud på 491 millioner kroner før skat, fremgår det ifølge en pressemeddelelse.

I samme periode sidste år var overskuddet før skat 108 millioner kroner.

- Jeg er meget tilfreds med resultatet for det første halvår, hvor vi øger vores indtjening markant sammenlignet med sidste år, siger administrerende direktør Christian Poulsen i en pressemeddelelse.

I første halvår 2024 var der 16 dage med over 100.000 passagerer gennem terminalerne.

Sidste år skulle man hen til juli i andet halvår for at finde dage med over 100.000 rejsende om dagen.

- Det er nogle særdeles store rejsedage, vi allerede har haft i år, og de har betydet, at vi er kommet rigtig godt i gang med sommeren, som er den absolutte højsæson i lufthavnen, siger Christian Poulsen.

I løbet af første halvår er 34 nye ruter blevet åbnet, så der hen over sommeren er 293 ruter ud af København til 163 forskellige destinationer.

Under coronaårene var der en markant tilbagegang i antallet af rejsende til Asien. Også på den front er der sket en fremgang, lyder det fra Københavns Lufthavne.

- Vi mangler dog fortsat 37 procent af passagererne mellem København og Asien i forhold til tiden før pandemien, siger Christian Poulsen.

Når året er omme, forventer Københavns Lufthavne at have realiseret en vækst i omsætningen på 20 procent i forhold til 2023.

Lufthavnen forventer samlet set at være blevet besøgt af 29 millioner rejsende i 2024.

Hvis det holder stik, vil resultatet før skat lande på mellem 1,15 og 1,35 milliarder kroner, fremgår det af pressemeddelelsen.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Forbløffet statsminister vil stoppe dansk hjælp til skyggeflåde Dansk skibsværft servicerer russiske naturgasskibe, hvilket statsminister finde... Læs mere
Mund- og klovsyge i Tyskland giver nye udfordringer for Danish Crown Store mængder tysk kød skal finde nye veje rundt i Europa, efter at Storbritan... Læs mere
Nato-lande vil skærpe sanktioner mod russisk skyggeflåde Ruslands skyggeflåde bør blokeres helt i Østersøen gennem sanktioner, mener ... Læs mere
Skattelettelser for 3,3 millioner danskere er lige om hjørnet Skatteminister Rasmus Stoklund (S) mener, at personskattereformen samlet set har... Læs mere
Mette F. om skyggeflåde: En måde for Rusland at fortsætte krig Mette Frederiksen er tirsdag til Nato-møde i Helsinki, hvor den russiske skygge... Læs mere