Regeringens ønske om at indføre et mobilforbud for skoleelever ved lov er i strid med en politisk aftale om mindre styring af folkeskolen.
Det mener Dorte Andreas, der er formand for Skolelederforeningen.
- Med den ene hånd vil man sætte skolerne fri til at træffe beslutningerne selv, mens man med den anden vil lave en lovændring for dem, siger hun.
Et bredt flertal i folketinget blev for knap et år siden enige om, at Christiansborg skulle skrue markant ned for styringen af folkeskolen.
Lokalt skulle der være mere frihed til selv at bestemme.
Dorte Andreas' reaktion kommer, forud for at den såkaldte Trivselskommission fremsætter sine anbefalinger senere tirsdag.
Her lyder det netop, at alle grundskoler skal være mobilfrie, skrev Politiken mandag aften. Det har regeringen valgt at bakke op om, har børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) sagt til avisen.
Tidligere har regeringen afvist at indføre et mobilforbud i skolerne ved lov.
Dorte Andreas er bekymret for, at et lovforbud kommer til at overhale de tiltag, som man lokalt på mange skoler allerede har igangsat.
Ifølge hende har 84 procent af grundskolerne i dag en mobilpolitik.
- Egentlig giver man dem ikke rigtig tid til faktisk at se, om det har den ønskede effekt, siger hun om de tiltag, der særligt inden for det seneste år er blevet vedtaget lokalt.
Hun fortæller, at hun sagtens kan følge regeringens bekymring om mobiltelefonernes konsekvenser for dagligdagen på skolerne og elevernes trivsel. Og som udgangspunkt er hun heller ikke selv fortaler for telefoner i grundskolerne.
Men formanden mener, at det er gavnligt for eleverne selv at være med til at drøfte mobilpolitikken.
- Det kan godt være, at jeg er naiv.
- Men jeg mener, at det kan være god læring, at de selv er med til at bestemme og er bevidst om, at man ikke skal bruge mobiler på skolerne. Det er jo også drøftelser, der allerede er i gang lokalt.
Kilde: /ritzau/