Andre nyheder

tor, 30 jan 2025

Stor ombygning af Christiansborg sættes i bero trods årelangt arbejde

Folketinget skal alligevel ikke åbnes op for flere besøgende, da stort byggeprojekt droppes foreløbigt.
Free Folketinget skal alligevel ikke åbnes op for flere besøgende, da stort byggeprojekt droppes foreløbigt.

Folketinget sætter projektet med at ombygge Christiansborg i bero, efter at projektet har været undervejs i flere år.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Folketinget.

- Når det handler om at skabe bedre rammer for demokratiets højborg, skal det ske med bred tilslutning fra partierne. Det er der ikke længere. Og derfor har jeg meddelt Folketingets partier, at projektet sættes i bero, siger formand Søren Gade (V).

Han har torsdag orienteret Folketingets partier om, at man vil henlægge projektet med at restaurere og ombygge de historiske og fredede bygninger, som tidligere husede Rigsarkivet.

Det er ifølge Ritzaus oplysninger blandt andet prisen, som en række partier har haft indsigelser imod.

Folketingets partier stod foran at skulle bevilge midler til at igangsætte de byggetekniske undersøgelser.

Den endelige pris er fortsat uvis, fordi det omfattende projekt endnu er i sin indledende fase, og fordi området er fredet, da der er arkæologiske fund på øen Slotsholmen, som er knap 1000 år gamle.

Det er eksempelvis muligt for gæster at se dele af Københavns første borg, der menes at være grundlagt af biskop Absalon i 1167.

Den ligger under Christiansborg Slot.

Frygten var, at prisen ville skride yderligere grundet omstændighederne for byggeriet, som stod til at blive den største ombygning af Christiansborg siden 1928.

Besøgende skulle entrere slottet gennem en underjordisk indgang, og der skulle etableres et besøgscenter, et spisested og en underjordisk forbindelse mellem Christiansborg Slot og de fredede bygninger, der tidligere husede Rigsarkivet.

Samtidig ville rammerne for det parlamentariske arbejde blive fornyet og forbedret.

Rigsdagsgården på Christiansborg har været omdannet til byggeplads, men er nu normaliseret efter arkæologiske forundersøgelser, som skulle kortlægge risici og behovet for arkæologiske udgravninger.

Det er uvist, hvad der nu skal ske. Det vil være op til et nyt Folketing efter valget, som senest skal finde sted om to år.

Projektet har været undervejs i mange år og blev for et år siden præsenteret for offentligheden, men det er først nu, at opbakningen falmer.

Helt fra projektets start i 2017 har Folketingets ledelse gået frem i etaper, så det ved hver milepæl var muligt at stoppe projektet, før det for alvor kom i gang og blev mere forpligtende rent økonomisk.

- Derfor er det rigtige, at vi nu lader projektet ligge. Hvis et nyt folketing efter et valg vælger at tage projektet op igen, så ligger der et meget kompetent og visionært forslag klar i skuffen, siger Søren Gade.

Projektet kom i stand efter et ønske om at åbne Christiansborg mere for befolkningen, fordi pladsen er trang, og fordi Folketingets lokaler har brug for fornyelse. Men det sættes nu i bero.

- Det er den politiske realitet. Også selv om vinderprojektet ville bidrage til at forny Folketinget og åbne bygningerne og det vigtige arbejde, der foregår bag murene, op mod offentligheden, siger Søren Gade.

Ritzau har spurgt til et interview og den indledende pris på projektet.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Tidligere folketingsmedlem er ny partisekretær i Moderaterne I september stoppede Kirsten Munch Andersen som partisekretær i Moderaterne. 1.... Læs mere
Regning for minkerstatning nedjusteres til 29,2 milliarder kroner Siden januar 2024 er den forventede regning for minkerstatning nedjusteret med 3... Læs mere
Novo-investeringsselskab betalte 15 milliarder i skat forrige år Skatteministeriet har offentliggjort en liste over de 100 største betalere af s... Læs mere