Andre nyheder

tor, 14 mar 2024

Sundhedsminister har bedt regioner redegøre for ventetider på sygehuse

Ventetiderne på at få behandlet fysiske lidelser på landets sygehuse - herunder operationer - lå i årets første kvartal på 44 dage. Dermed er ventetiden trods politisk aftale ikke forkortet siden andet kvartal af 2023, hvor ventetiden også lå på 44 dage. (Arkivfoto).
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix Ventetiderne på at få behandlet fysiske lidelser på landets sygehuse - herunder operationer - lå i årets første kvartal på 44 dage. Dermed er ventetiden trods politisk aftale ikke forkortet siden andet kvartal af 2023, hvor ventetiden også lå på 44 dage. (Arkivfoto).

Det går for langsomt med at nedbringe ventetiderne på landets sygehuse, mener indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Derfor har hun torsdag bedt landets fem regioner redegøre for, hvordan de vil leve op til målsætningen om at normalisere ventetiderne på sygehusene inden udgangen af 2024.

Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Regeringen og Danske Regioner indgik i februar sidste år en aftale om en akutplan til to milliarder kroner.

Aftalen skal blandt andet nedbringe ventetiderne på somatisk sygehusbehandling til 33 dage ved udgangen af 2024.

Den gennemsnitlige ventetid var i årets første kvartal 44 dage, hvilket er præcis den samme ventetid som i andet kvartal sidste år.

Og det mener Sophie Løhde er bekymrende. Hun er ved at blive utålmodig på patienternes vegne, skriver hun i pressemeddelelsen.

- Jeg har hele tiden været klar over, at det ville tage tid at vende udviklingen og få nedbragt ventetiderne. Men nu er der gået mere end et år, og vi har stadig ikke set, at kurven er knækket.

Også direktør for Giftforeningen Mette Bryde Lind er bekymret.

Hun understreger, at ventetiderne er et gennemsnitstal.

Særligt de patienter, der skal have foretaget en mere kompliceret operation, må vente markant længere end 44 dage på behandling, forklarer hun.

- I ventetiden har vores patientgruppe stærkt invaliderende smerter, hvilket betyder en forringet livskvalitet. De må sygemeldes fra arbejde, isolerer sig og har i længere tid behov for hjemmepleje.

- Samlet set er det - også for samfundet - en rigtig negativ spiral, siger Mette Bryld Lind.

Formand for Danske Regioner Anders Kühnau (S) fortæller, at regionerne deler Sophie Løhdes bekymring over ventetiderne.

Han hæfter sig dog ved, at ventetiden er faldet på udvalgte områder, og at der er blevet foretaget markant flere operationer.

- Desværre kan det hårde arbejde på hospitalerne endnu ikke aflæses i de generelle ventetider, som vi havde håbet. Det skyldes, at der samtidig kommer flere patienter til.

- Samtidig var regionerne i slutningen af 2023 nødt til at bremse op på grund af de store ekstra udgifter på 1,2 milliarder til medicin, der ikke var taget højde for i regionernes økonomiaftale, lyder det i et skriftligt citat fra Anders Kühnau.

De fem regionsrådsformænd har torsdag været til møde i Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Her har de fremlagt en plan for, hvordan målet om at nedbringe ventetiderne skal indfris.

Planen skulle gerne føre til, at ventetiderne på behandling på sygehusene bliver nedbragt med seks dage i løbet af årets første ni måneder.

Herefter skal de nedbringes yderligere med seks dage i årets sidste tre måneder.

- Det vil jeg naturligvis holde dem op på. Og jeg kommer til at holde skarpt øje med, at regionerne sørger for den fornødne fremdrift resten af året, skriver Sophie Løhde.

Mette Bryde Lind vil dog se ventetiderne falde, før hun er klar til "løfte hænderne højt i vejret".

- Vi har tidligere hørt om planer, akutpakke og at penge ikke var en løsning på problemstillingen. Det er fint med planer, men lad os nu se, om de rent faktisk bliver efterlevet, siger hun.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Dansk lånesystem sælges til biblioteker i både Tyskland og Sverige Systemet Cicero er senest blevet solgt til Stadsbiblioteket i Stockholm og dets ... Læs mere
Afløser for kommunal socialdemokratisk stemmesluger er fundet Karsten Thomsen er mandag blevet udpeget som Birgit S. Hansens afløser som Fred... Læs mere
Stigende fragtrater får Mærsk til at løfte forventninger Mærsk opjusterer og regner nu med et driftsresultat på op mod 39 milliarder kr... Læs mere
Ny strategi skal lokke flere turister til Danmark Dansk turisme skal omsætte for 200 milliarder kroner i 2030. Det er et mål i r... Læs mere