Andre nyheder

tor, 19 okt 2023

Tesla fik langsomste salgsvækst i tre år i tredje kvartal

Alligevel er selskabets omsætning i tredje kvartal steget med ni procent, hvis man sammenligner med samme kvartal i 2022. Det viser kvartalsregnskabet onsdag aften. Det er dog den langsomste vækst i over tre år ifølge Reuters. Omsætningen endte på 23,35 milliarder dollar svarende til lidt mere end 165 milliarder kroner. Det kastede en bruttofortjeneste på knap 30 milliarder kroner af sig, viser regnskabet. Det er 22 procent mindre sammenlignet med samme måneder året før. Tesla holder i sit regnskab for tredje kvartal fast i sin målsætning om at levere 1,8 millioner køretøjer i 2023. Dermed skal bilproducenten levere rekordmange biler i fjerde kvartal. I alt 476.000. Det har blandt andet betydet, at Tesla siden januar har gennemført prisnedsættelser på mere end seks procent på tværs af sine modeller. Heriblandt Model Y, som er særlig populær. Den er den mest solgte bil herhjemme og den mest solgte elbil globalt. Kvartalsstatistikken over leveringer af biler, som blev offentliggjort i starten af oktober, skabte dog bekymring om, hvorvidt Tesla kunne komme i mål. Statistikken var nemlig i den lave ende på grund af produktionsstop i forbindelse med opdateringer af fabrikker flere steder, skriver MarketWire. Teslas administrerende direktør, Elon Musk, har tidligere forklaret, at han hellere vil tjene lidt færre penge per bil, hvis det betyder, at han kan få flere af de populære elbiler på vejene. I regnskabet bekræfter selskabet, at lanceringen af den nye Cybertruck, som er producentens svar på den amerikanske pickup, fortsat vil ske inden årets udgang. - Derudover fortsætter vi med at gøre fremskridt med vores næste generationsplatform, lyder det i regnskabet. I det amerikanske eftermarked stiger Tesla-aktien med 1,3 procent ved 23.20-tiden. /ritzau/

Andre læser også

Løkke har talt med USA's Rubio om at drøfte arktisk sikkerhed Dansk udenrigsminister har fredag talt med sin amerikanske pendant i 20 minutter... Læs mere
Novo-aktien stiger syv procent efter lovende nyt om vægttabsmiddel Studie viser vægttab på 22 procent efter 36 uger med Novos nye vægttabsmiddel... Læs mere
ATP sætter gang i uafhængig evaluering af investeringer Ekspertgruppe skal evaluere pensionsselskabet ATP's investeringer efter kritik a... Læs mere
Myndighed skal lave liste over atleter for at forebygge matchfixing En ny bekendtgørelse udmønter dele af en politisk aftale fra 2022 om styrket i... Læs mere
Søren Gade: Mette Frederiksen bliver ved magten Venstre-nestoren Søren Gade tror ikke på, at hans eget parti kan vinde magten ... Læs mere