Thisted Kommune bliver ved med at hedde netop det.
Det oplyser borgmester i kommunen Niels Jørgen Pedersen (V) tirsdag aften, efter et kommunalbestyrelsesmøde hvor en eventuel navneændring fra Thisted til Thy Kommune var oppe og vende.
- Flertallet af borgerne ønskede ikke at hedde Thy Kommune. Det vælger vi, som politikere, at følge, siger venstreborgmester Niels Jørgen Pedersen.
I en digital undersøgelse har 62,5 procent stemt for at beholde navnet Thisted Kommune. 35,5 procent så hellere en navneændring, mens omkring 2 procent ikke ønsker at vælge side.
Det fremgår af en pressemeddelelse på Thisted Kommunes hjemmeside fra 5. februar.
- Jeg er glad for, at vi har spurgt thyboerne, for nu har vi et grundigt fundament at træffe en beslutning ud fra. Det er en klar tilkendegivelse om, at borgerne ikke ønsker et navneskift, sagde Niels Jørgen Pedersen i pressemeddelelsen.
I dag kunne han godt have ønsket sig, at der havde været mere debat om en eventuel navneændring. Det kommer dog ikke til at være ham, der tager navneændring op igen.
- Nu har jeg prøvet det én gang, men det gik den anden vej. Jeg tænker ikke, at det bliver mig, der tager den op igen, siger han.
Kilde: /ritzau/