Andre nyheder

fre, 19 apr 2024

Tilbageholdte millioner til integrationsindsatser udbetales

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) er klar til at udbetale millioner til integrationsprojekter. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) er klar til at udbetale millioner til integrationsprojekter. (Arkivfoto).

En række bevillinger til integrationsindsatser, der har været sat i bero siden årsskiftet, vil blive udbetalt, og samtidig annulleres planlagte besparelser på 27 millioner kroner.

Det oplyser udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) til Ritzau. Der vil hurtigst muligt blive ringet rundt til de organisationer, der står bag indsatserne, siger ministeren.

- Det er vigtige indsatser på tværs af organisationer - folk, der arbejder med negativ social kontrol, krisetjenesterne og klassiske organisationer som Røde Kors, siger Kaare Dybvad Bek.

Bevillingerne har været sat i bero på grund af en aftale om flere fængselspladser fra 2021. Her lød det, at der skulle spares det, der svarer til 27 millioner kroner i 2024 på integrationsindsatser, som altså i stedet skulle gå til Kriminalforsorgen.

På grund af de varslede besparelser har penge til integrationsprojekter altså været tilbageholdt. Men Kaare Dybvad Bek er torsdag aften blevet enig med aftalepartierne om at annullere besparelserne og udbetale pengene, fortæller han.

Politiken har beskrevet forløbet, og at der er tale om i alt 21 integrationsprojekter fra 19 organisationer og 64 millioner kroner, som er blevet tilbageholdt.

Kaare Dybvad Bek siger, at det aldrig var planen at spare alle de 64 millioner, men at alt nu bliver udbetalt:

- Der er ikke noget, der bliver tilbageholdt herfra.

Politiken har beskrevet, hvordan de tilbageholdte bevillinger allerede har haft personalekonsekvenser hos i hvert fald en organisation.

Adspurgt om den situation siger Kaare Dybvad Bek, at han gerne havde set et anderledes og mindre besværligt forløb:

- Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg godt kunne ønske mig, at det var faldet på plads tidligere. Det må vi jo lære af, siger han.

- Det vigtigste er, at der er truffet en beslutning om, at de her organisationer har deres penge for 2024 og kan fortsætte deres arbejde, siger ministeren.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Politisk ordfører overtager spidskandidatur fra SF-formand Lisbeth Bech-Nielsen er ny SF-spidskandidat i Københavns Storkreds, efter forma... Læs mere
Radikale vil sætte stopper for gasfyr efter stigning: En falliterklæring Martin Lidegaard kalder det "ubegribeligt", at regeringen bare trækker på skul... Læs mere
Jacob Kaarsbo dropper at hive DF i retten efter brug af citat Det bliver for dyrt og tidskrævende at føre en retssag sammenlignet med den mu... Læs mere
Vandværker er udsat for meget høj trussel fra cyberkriminalitet Der er meget høj trussel fra cyberkriminalitet mod vandværker, vurderer Center... Læs mere
Flyselskab politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for greenwashing KLM brugte betegnelser, der kunne vildlede forbrugerne, ved at kalde sine flyrej... Læs mere