Andre nyheder

tor, 04 apr 2024

Troels Lund fik ny og forandret redegørelse kort før fregat-orientering

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) vil ikke røbe, hvad der skulle være af nye oplysninger i opdateret redegørelse. (Arkivfoto).
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) vil ikke røbe, hvad der skulle være af nye oplysninger i opdateret redegørelse. (Arkivfoto).

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har modtaget en ny og mere opdateret redegørelse om fejl på fregatten "Iver Huitfeldt".

Det skete, kort ført at han onsdag aften orienterede forsvarsordførerne i forsvarsforligkredsen om sagen.

Det fortæller forsvarsministeren på et pressemøde.

TV 2 fik tidligere onsdag fat i dele af indholdet af en redegørelse fra Forsvarskommandoen, hvori det blev beskrevet, at Forsvarsministeriet blev informeret om fejlene på fregatten få dage efter et droneangreb.

Den nye og opdaterede redegørelse er ikke færdig, men flere oplysninger stemmer ikke overens med den redegørelse, der i første omgang blev lækket, oplyser Troels Lund.

- Den seneste foreløbige redegørelse, jeg har set, er så forandret fra den lækkede redegørelse. Jeg har ikke været vidende om de hændelser, der skete 9. marts. Og det er dybt beklageligt, siger ministeren på pressemødet.

Sagen kom til offentlighedens kendskab tirsdag, da forsvarsmediet Olfi skrev, at fregatten oplevede systemsvigt og defekt ammunition under et droneangreb 9. marts.

Ministeren vil ikke røbe, hvilke oplysninger der er nye. Men han har bedt om en endelig redegørelse, der skal være klar i næste uge.

I forbindelse med afdækningen skrev Olfi, at fregattens skibschef, Sune Lund, 13. marts sendte en melding til en række militære myndigheder i Danmark, hvor han beskrev problemerne med skibets computer- og radarsystem.

- Jeg har ikke været vidende om den indberetning, der kom fra kaptajnen 13. marts. Jeg ser med absolut stor alvor på det, der er sket, siger Troels Lund.

To dage senere - 15. marts - skulle Forsvarsministeriets departement desuden være blevet orienteret om udfordringerne på våbensystemet.

Herefter skulle der have været et møde 18. marts, hvor situationen blev uddybet over for Forsvarsministeriet.

Oplysningerne nævnes i den lækkede redegørelse, som altså ifølge Troels Lund er blevet opdateret.

Om de nye oplysninger siger ministeren:

- Jeg prøver ikke at skjule noget. Der har været forskellige opfattelser af, hvad der blev oplyst på et møde 18. marts, siger han.

Som følge af sagen har Troels Lund ikke længere tillid til forsvarschef Flemming Lentfer, der er blevet hjemsendt.

Generalmajor Michael Hyldgaard bliver fungerende forsvarschef.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Regeringstoppen holder topmøde om uddannelsespolitik To dage i oktober er seks ministre med, når regeringen holder uddannelsespoliti... Læs mere
Mette Frederiksen lover at slå ring om flere nedslidte lønmodtagere I fagbevægelsens hule lover Mette Frederiksen at slå ny ring om nedslidtes pen... Læs mere
Salget af elbiler halter efter i EU Nye tal viser, at der i august blev solgt 44 procent færre elbiler i EU end i s... Læs mere
Ledigheden hoppede på stedet i august Ledigheden rykkede sig ikke ud af stedet i august. Der er fortsat 87.000 på kon... Læs mere
Amerikansk rentesænkning smitter positivt af på danske boliglån Den seneste tid er renten på danske boliglån med 30 års fast rente faldet, da... Læs mere