Andre nyheder

man, 10 feb 2025

af Mikkel Preisler

USA står for en stadig større andel af dansk eksport

Dansk eksport til USA voksede til 366 milliarder kroner i 2024. (Arkivfoto).
Aly Song/Reuters Dansk eksport til USA voksede til 366 milliarder kroner i 2024. (Arkivfoto).

Danske virksomheder øgede deres afhængighed af USA som eksportmarked sidste år.

Sammenlignet med året før voksede den danske eksport til USA med 25 procent til 366 milliarder kroner.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, efter at en eksportopgørelse for fjerde kvartal er blevet offentliggjort mandag.

Nu udgør eksporten til USA 17,8 procent af den samlede danske eksport. Det er en stigning på 2,5 procentpoint på et år, viser tallene ifølge Allan Sørensen, der er cheføkonom hos Dansk Industri.

Der er særligt sket en stigning i eksporten af varer, der ikke krydser den danske grænse.

- Der er i høj grad nok tale om medicin, som bliver solgt på det amerikanske marked, skriver cheføkonomen i en kommentar.

Samme tendens har Tore Stramer, cheføkonom hos Dansk Erhverv, lagt mærke til.

- Men også en lang række andre store danske virksomheder har øget deres fysiske tilstedeværelse i USA over de seneste år, skriver han i en kommentar.

Dansk eksport til USA er i den seneste tid blevet aktualiseret af udmeldinger fra den amerikanske præsident, Donald Trump.

I debatten om præsidentens ønske om at tage kontrol over Grønland har han truet med at pålægge danske varer straftold.

På den baggrund forudser Allan Sørensen et udfordrende år.

- Donald Trumps trusler om told skaber usikkerhed om adgangen til det amerikanske marked, som har stor betydning for dansk eksport, skriver han i sin kommentar.

Ifølge Tore Stramer bør man dog huske på, at den fysiske tilstedeværelse i USA vil afbøde den overordnede effekt, det vil få, hvis Donald Trump gør alvor af sine trusler.

- Det er en klar styrkeposition, hvis USA slår ind på en mere protektionistisk kurs med høje toldsatser og andre handelsbarrierer.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Tesla Model Y 2025 får avancerede forlygter, der skåner modkørende trafik Tesla Model Y 2025 får adaptive forlygter, der øger sikkerheden og forhindrer ... Læs mere
Bugatti Tourbillon introducerer Équipe Pur Sang: En ny liga for hyperbiler Bugatti Tourbillon forener klassisk V16-kraft og elektrificering – nu med eksk... Læs mere
Konkursbegæring indgivet : Troels Jørgensen A/S håber at kunne redde selskabet igennem rekonkstruktion Det er en af Lollands største entreprenørselskaber som nu kæmper for overleve... Læs mere
Trods geopolitisk uro : Ledigheden er uændret Den geopolitiske usikkerhed i verden har ikke smittet af på ledighedsprocenten ... Læs mere