Trods stor succes ved tidligere folketingsvalg i Sydjyllands Storkreds skifter Pernille Vermund kreds ved næste valg.
Hun går i stedet efter at blive partiets spidskandidat i Sjællands Storkreds.
Det skriver Pernille Vermund i et opslag på den sociale platform X.
Til TV Syd oplyser Liberal Alliance, at der er opstillingsmøde i storkredsen om en måneds tid.
Vermund meldte sig ind i Liberal Alliance i januar, efter hun forlod Nye Borgerlige, som hun ellers havde stiftet.
Hun blev ved folketingsvalgene i 2019 og 2022 valgt for Nye Borgerlige i Sydjyllands Storkreds.
I 2019 fik hun 13.391 personlige stemmer, hvilket hun overgik i 2022 med 15.375 personlige stemmer.
Det var flest af alle i hele storkredsen, hvor der dog ikke var andre partiledere opstillet.
Der er endda også en ledig plads som spidskandidat for Liberal Alliance i Sydjylland, efter Henrik Dahl er blevet valgt ind i Europa-Parlamentet.
Alligevel går Vermund nu efter Sjællands Storkreds, hvilket også er tættere på hendes hjem i Nordsjælland.
Ved valget i 2022 var Lars-Christian Brask spidskandidat for Liberal Alliance i Sjællands Storkreds. Han fik 3442 personlige stemmer.
Han kommer fortsat til at stille op i storkredsen, fremgår det af Vermunds opslag på X.
– Tusind tak for den varme modtagelse, som jeg har fået i partiet. For ja, jeg er ny i vores alliance. Men ikke i politik, og heller ikke i kampen for borgerlige værdier.
– Og derfor er jeg meget beæret over, at vi alle tre er enige om, at vi stiller op som et hold – med mig som spidskandidat for hele kredsen, og med Lars-Christian Brask og Sandra Skalvig (nuværende folketingsmedlem, red.) som øverst på listen i hver deres del af storkredsen, skriver hun på X.
Vermund er erhvervsordfører og miljøordfører for Liberal Alliance.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra Pernille Vermund.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.