Andre nyheder

Vestas og Ørsted falder kraftigt på børsen efter Trump-torden

Vestas og Ørsted falder 7,4 og 5,8 procent efter negative Trump-udtalelser om Danmark og om vindenergi.

Vestas og Ørsted falder kraftigt på børsen efter Trump-torden
Ørsted driver i dag Block Island Wind Farm ud for Rhode Island
Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 8. januar 2025

Det gør ondt på aktionærerne i Vestas og Ørsted, at USA’s kommende præsident, Donald Trump, tirsdag aften dansk tid varslede et stop for nye vindmøller på amerikansk territorie og samtidig truede med straftold på danske varer, hvis ikke Grønland bliver en del af USA.

Vestas og Ørsted er onsdag faldet henholdsvis 7,4 og 5,8 procent. Det står klart, efter at fondsbørsen er lukket.

Ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank, er der en direkte årsagssammenhæng mellem Trumps udsagn og kursfaldene.

– Det er allerede kendt stof, at Trump ikke er fan af vindenergi, men investorerne sidder nervøst på stolen, og derfor medfører sådanne nyheder ofte en kraftig reaktion på markedet.

– Og så har den jo fået en ekstra strammer denne gang på den måde, at han ikke kun tordner mod vindmøller, men også specifikt på Danmark og nævner en straftold på danske varer, sagde han tidligere på dagen.

Han er dog en smule overrasket over, at kursfaldene er så store, som det er tilfældet.

– Aktierne er allerede faldet meget, siden Trump blev præsident, og derfor burde prisen allerede afspejle en ny og grummere virkelighed for selskaberne, siger han.

At reaktionen måske også er for kraftig understreges af, at en mulig told på danske varer formentlig ikke kommer til at betyde det store for de to selskaber.

– De største danske virksomheder – herunder Vestas – har et produktionssetup i USA, som betyder, at man kan forsyne det amerikanske marked uden at skulle importere komponenter eller varer fra Danmark.

– Det er også derfor, at Novo Nordisk faktisk stiger i dag. Men under det øverste lag ligger der en masse små og mellemstore virksomheder, der eksporterer til USA, og de risikerer at blive ramt af det her, siger han.

Novo Nordisk er steget 2,8 procent på børsen onsdag.

Ørsted besluttede i november 2023 at droppe to planlagte havvindprojekter i USA, blandt andet på grund af forsinkede leveringer og stigende renter.

Selskabet har dog flere andre amerikanske projekter under udvikling, ligesom Ørsted også driver havvindparkerne Block Island Wind Farm og South Fork Wind på den amerikanske østkyst.

ritzau/

Masturbation som lovbrud: Er det fremtidens USA?

Læs også: Masturbation som lovbrud: Er det fremtidens USA?

Top 10: De rigeste familier gennem tiderne

Læs også: Top 10: De rigeste familier gennem tiderne

Andre nyheder

Se flere artikler