Andre nyheder

fre, 29 nov 2024

af Mikkel Preisler

Visma vil købe Penneo: Lokker aktionærer med overpris

Visma, der har afgivet købstilbud på aktierne i danske Penneo, er af de fleste nok bedst kendt som sponsor for Jonas Vingegaards succesrige cykelhold. (Arkivfoto).
Marco Bertorello/Ritzau Scanpix Visma, der har afgivet købstilbud på aktierne i danske Penneo, er af de fleste nok bedst kendt som sponsor for Jonas Vingegaards succesrige cykelhold. (Arkivfoto).

Softwarevirksomheden Visma fra Norge har set sig varm på danske Penneo, der har specialiseret sig i digitale underskrifter og værktøjer til overholdelse af hvidvaskloven.

Visma har fremlagt et købstilbud på Penneo, der er børsnoteret, som lyder på 16,5 kroner pr. aktie.

Det er lidt mere end dobbelt så meget som torsdagens lukkekurs på 7,86 kroner og svarer til en værdisættelse af virksomheden på 562 millioner kroner.

Visma har allerede fået accept fra en række større investorer - herunder Danica Pension, Bankinvest og ATP - og sammenlagt har man allerede nu positivt tilsagn fra aktionærer, der ejer 52,9 procent af aktiekapitalen.

Tilbuddet er dog blandt andet betinget af, at det lykkes at overtage mindst 90 procent af aktiekapitalen. Lykkes det, vil Visma kunne tvangsindløse de sidste aktier.

Desuden skal konkurrencemyndighederne også sige god for handlen.

De nøjagtige betingelser for købstilbuddet vil blive sendt ud inden for fire uger.

Penneo blev stiftet i 2014 af Jakob Neua Nørgaard, Anders Eksholm og Nicolai Højer Nielsen og har mere end 120 medarbejdere i dag.

Selskabet blev børsnoteret i 2020 og har kunder i Danmark, Sverige, Norge, Belgien og Finland.

Visma er en koncern, der tilbyder en lang række softwareløsninger inden for blandt andet økonomistyring, lønudbetaling og fakturering.

Selskabet har de seneste 10 år opkøbt mere end 300 selskaber.

I Danmark ejer man 26 datterselskaber, herunder e-conomic og Dinero, som blev købt i henholdsvis 2015 og 2016.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

CAPTCHA Me If You Can : Ny metode til at sprede malware Hackere bliver mere og mere kreative når de skal få adgang til vores data - ny... Læs mere
Efter EU-møde: Ingen tegn på fredsvilje fra Rusland, sanktioner forbliver Efter en række højprofilmøder i Paris står det klart: Europæiske ledere afv... Læs mere
Trump truer Canada og EU: Samarbejde kan føre til højere toldsatser Nye handelsstorme brygger over Atlanten : Præsident Donald Trump har endnu en g... Læs mere
Forsvarets Efterretningstjeneste advarer virksomheder : Tech firma nægter læk af data Techfirmaet Oracle afviser at være blevet hacket - dog har Forsvarets Efterretn... Læs mere