1990’erne var et gyldent årti for rockmusikken. Genren eksploderede i forskellige retninger – fra grunge i Seattle til britpop i England og alternativ rock, der fik verdensomspændende gennembrud. Nogle af rockhistoriens mest ikoniske albums blev udgivet i denne periode og satte varige spor både musikalsk og kulturelt. Her er vores bud på de fem bedste rockalbums fra 90’erne – en hyldest til det årti, hvor guitarriffet for alvor tog magten tilbage.
Nirvana – Nevermind (1991)
Da Nevermind ramte hylderne i 1991, ændrede det alt. Nirvana gjorde op med 80’ernes hårmetal og glamrock og introducerede grunge for mainstream-publikummet. Albummet indeholder klassikere som “Smells Like Teen Spirit” og “Come As You Are” og blev hurtigt et symbol på ungdommens vrede og fremmedgjorthed. Det er ikke bare et album – det er en kulturel milepæl.
Radiohead – OK Computer (1997)
OK Computer markerede Radioheads transition fra britpop til eksperimentel og intellektuel rock. Med dystre tekster, komplekse arrangementer og en futuristisk lyd ramte albummet en nerve i en teknologisk og fremmedgjort verden. Sange som “Paranoid Android” og “Karma Police” viste, at rock stadig kunne være både kunstnerisk og banebrydende.
Pearl Jam – Ten (1991)
Pearl Jams debutalbum Ten står som en af grunge-æraens stærkeste udgivelser. Med Eddie Vedders karakteristiske vokal og intense tekster om tab, afhængighed og isolation blev albummet hurtigt et soundtrack til 90’ernes følelser. Numre som “Alive” og “Black” cementerede bandets plads i rockens superliga.
Oasis – (What’s the Story) Morning Glory? (1995)
Oasis indfangede britpoppen på sit højeste med dette stadionvenlige mesterværk. Med gigantiske singler som “Wonderwall”, “Don’t Look Back in Anger” og “Champagne Supernova” blev albummet en generationshymne. Det er britisk attitude og melodiøs rock i perfekt balance – og et af årtiets mest sælgende albums.
Red Hot Chili Peppers – Californication (1999)
Med Californication fandt Red Hot Chili Peppers en ny lyd, der kombinerede deres funkrock-rødder med mere melankolske og melodiske elementer. John Frusciantes tilbagevenden til bandet og sange som “Scar Tissue” og titelnummeret gjorde albummet til en stærk afslutning på 90’erne og starten på et nyt kapitel for bandet.