Danmarks afhængighed af naturgas ser ud til at være blevet endnu mindre det seneste år.
Det samlede naturgasforbrug i Danmark faldt i hvert fald med 3,6 procent. Det viser Danmarks Statistiks opgørelse over det danske energiregnskab for 2023.
Udviklingen i 2023 kommer oven på et 2022, hvor naturgaspriserne steg voldsomt som følge af sanktionerne mod Rusland efter invasionen af Ukraine.
Det fik naturgasforbruget til at falde kraftigt, og forbruget er altså faldet yderligere sidste år, selv om priserne er nede i et mere normalt leje igen.
Det er blandt andet sket takket være et fald i brugen af naturgas i energiforsyningen, men også i husholdningerne kan det mærkes, at en del boligejere har skiftet naturgasfyret ud med andre energikilder.
- Det er endnu et godt skridt for den grønne omstilling. Jeg noterer mig, at andel af biogas fortsætter op, og dermed er vi godt på vej til at sikre et 100 procent grønt gassystem, siger Troels Ranis, der er vicedirektør i Dansk Industri, i en kommentar til tallene.
Hos Green Power Denmark så energianalytiker Kristian Rune Poulsen dog gerne, at udviklingen gik endnu hurtigere.
- I 2023 blev der for eksempel installeret knap 4000 nye naturgasfyr i Danmark med en levetid på op mod 20 år, og Energistyrelsen skønner, at der i 2035 fortsat vil være 110.000 husholdninger, som varmer op med et naturgasfyr.
- Det flugter ikke med vores grønne, politiske ambitioner, siger han.
Energiregnskabet viser også, at vedvarende energi fortsætter med at fylde mere og mere i den danske energiforsyning.
Siden 2011 er andelen af vedvarende energi i energiforbrug steget år for år fra at udgøre knap en fjerdedel og til 2023, hvor den lød på 45,2 procent.
Størstedelen af den vedvarende energi stammer fra fast biomasse, der blandt andet omfatter træpiller og træflis, og som blandt andet anvendes til produktion af el og fjernvarme.
Vindkraft udgjorde sidste år 10,6 procent af det samlede energiforbrug, som i øvrigt holder sig nogenlunde konstant.
Det samlede forbrug fratrukket brændstof til køretøjer, skibe og fly i udlandet var 0,2 procent lavere end året før.
Kilde: /ritzau/