ons, 12 jun 2024

af Mikkel Preisler

Heunicke afkræves bred undersøgelse af forurening i havene

Miljøminister Magnus Heunicke (S) får kritik fra oppositionen, der ikke er tilfreds med hans ageren, når det gælder forurening af havet. (Arkivfoto).
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix Miljøminister Magnus Heunicke (S) får kritik fra oppositionen, der ikke er tilfreds med hans ageren, når det gælder forurening af havet. (Arkivfoto).

Miljøminister Magnus Heunicke (S) skal onsdag igen i samråd om forurening af havene fra blandt andet virksomheden Cheminova, nu FMC, og her vil en utilfreds opposition stille nye krav til ministeren.

Det drejer sig blandt andet om en bred undersøgelse af Miljøministeriet, der ifølge DR flere gange i vejledninger har givet tilladelse til at udlede miljøskadelige stoffer.

Det skriver DR selv.

Partierne kræver desuden, at en vejledning fra marts om grænseværdier for forurening i havene trækkes tilbage. I stedet skal der laves nye retningslinjer, som der ikke kan drages tvivl om lovligheden af, mener oppositionen.

- Vi bliver nødt til at rydde op i det hele, hvis vi skal have vores have tilbage i en sund tilstand igen, siger De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, til DR.

Heunicke har flere gange måttet forsvare sig imod kritik, når det gælder forurening af havmiljøet. Senest var han i samråd 28. maj, men leverede altså ikke tilfredsstillende svar, mener oppositionen.

Kritikken og kravene fremgår også af et indlæg i Altinget, hvor en samlet opposition undtagen Danmarksdemokraterne kritiserer ministeren. Danmarksdemokraterne oplyser til DR, at de tilslutter sig kritikken.

I indlægget skriver partierne, at noget af det, der gør Danmark helt særligt, er, at vi er omgivet af vand:

- Men virkeligheden under den smukke overflade er, at havet gennem årtier er blevet brugt som losseplads for giftigt spildevand og kvælstofudledninger fra landbruget, skriver partierne.

Heunicke lovede senest på samrådet i slutningen af maj, at der ville komme en uvildig undersøgelse, når det gjaldt de miljøgodkendelser, der er givet til Cheminova.

Men det er en alt for snæver undersøgelse, mener oppositionen.

Miljøministeren har tidligere forsikret Folketinget om, at EU-Kommissionen har sagt god for de retningslinjer, som myndighederne har udarbejdet om udledning af miljøfarlige stoffer.

Flere eksperter har imidlertid over for DR sagt, at det er vildledning. EU har ikke blåstemplet disse vejledninger, som de læser teksten.

Magnus Heunicke har afvist at have vildledt Folketinget.

Samrådet starter klokken 12.00.

Kilde: /ritzau/

Andre læser også

Kæmpe jordskælv i Thailand og Myanmar Thailand og Myanmar er i dag blevet ramt af et voldsomt jordskælv, der har medf... Læs mere
Volvo bruger AI og virtuelle miljøer til at forbedre sikkerheden Volvo går forrest i jagten på mere sikker kørsel – med banebrydende AI og v... Læs mere
Audi tager banebrydende skridt med virtuel styring i karrosseriproduktion Audi skaber verdensnyhed med virtuel produktionsstyring i karrosseriafdelingen o... Læs mere
Opel sætter ny standard for sædekomfort i Grandland og Astra Opel tager komfort og bæredygtighed til nye højder med avancerede ergonomiske ... Læs mere
Mercedes-Benz sætter ny standard for bæredygtighed med ny CLA-model Mercedes-Benz tager endnu et skridt mod en grønnere fremtid med lanceringen af ... Læs mere