Økonomi

tor, 16 mar 2023

Credit Suisse brager i vejret efter blodrød aktiedag

SWITZERLAND-ECONOMY-BANKING-CREDIT SUISSE-STOCKS (Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix)

Credit Suisse stiger torsdag formiddag cirka 30 procent på børsen, efter at den schweiziske centralbank har kastet en økonomisk livline til den kriseramte bank.

Det skriver nyhedsbureauet AFP. Dermed tager bankaktien revanche for onsdag, hvor den kortvarigt stod til modsat at tabe 30 procent af sin værdi. Den schweiziske centralbank har meddelt, at man er villig til at stille op mod 50 milliarder schweizerfranc til rådighed for banken. Det svarer til godt 380 milliarder kroner. Det skal fungere som en slags livline for investeringsbanken, hvis likviditet har blødt efter en kundeflugt i det seneste finansår. I bankens årsregnskab kom det tirsdag frem, at kunder i sidste kvartal havde forladt banken i stor stil og hevet omkring 120 milliarder dollar, cirka 847 milliarder kroner, med sig. Kursfaldet onsdag accelererede tilsyneladende, efter at den største aktionær i banken, Saudi National Bank, fortalte internationale erhvervsmedier, at den ikke vil lægge flere penge i banken. Den Schweiziske Nationalbank meldte allerede onsdag aften ud, at den ville stå klar til at hjælpe Credit Suisse med likviditetsproblemerne. Den finansielle verden har været plaget af uro, siden den amerikanske bank Silicon Valley Bank i weekenden kollapsede og måtte dreje nøglen om. Det har ikke umiddelbart haft nogen omfattende konsekvenser i sig selv på det finansielle system, og analytikere har beskrevet banken som havende nogle særlige karaktertræk. Kursbevægelserne i den schweiziske bankaktie sendte rystelser gennem den internationale bankverden. I Danmark faldt nogle af de største bankaktier med mere end seks procent onsdag. Torsdag formiddag står både Danske Bank og Nordea til pæne stigninger. /ritzau/

Andre læser også

Udkast åbner for at favorisere minoriteter til job i Forsvaret Forsvaret vil undersøge, om der i højere grad kan tages hensyn til repræsenta... Læs mere
Skatteminister vil ændre regler efter sag om forkerte boligskatter Flere boligejere er blevet beskattet for andres arealer. Minister vil have regle... Læs mere
USA: Vi forsøger at finde ny dato for aflyst Israel-besøg Israel aflyste et besøg til Washington D.C., efter at USA ikke stemte om resolu... Læs mere
Nobelprismodtager og bestsellerforfatter er død Den israelsk-amerikanske psykolog og økonom Daniel Kahneman er onsdag død i en... Læs mere