Pressemeddelelse

tor, 09 feb 2023

Dansk Metal: EU har nøglen til flere danske arbejdspladser

Dansk Metal: EU har nøglen til flere danske arbejdspladser

Pressemeddelelse

9.2.2023 07:30:00 CET | Dansk Metal

Vi skal bevare danske arbejdspladser, og derfor er det tid til, at Europa tager ansvaret på sig og sikrer en fortsat stærk grøn industri, så vi kan fastholde vores førerposition inden for den grønne teknologi.

Sådan lyder budskabet fra Dansk Metal, der har fem konkrete anbefalinger til EU’s stats- og regeringsledere. De mødes kommende to dage for at diskutere Europa-Kommissionens plan for, hvordan vi styrker Europas grønne industri. Kommissionens forslag kommer i kølvandet på en særdeles aktiv industripolitik i Kina og USA.

”Der er mange positive tiltag i den plan, som Europa-Kommissionen har foreslået. Det er afgørende, at Europa går forrest for at sikre handel med resten af verden og samtidig bringer Europa i den digitale førertrøje. Vi deler fuldstændig ambitionen om at holde arbejdspladser på europæiske hænder. Europa bør spille på alle tangenter for at styrke vores grønne industri – så vi kan bevare gode arbejdspladser i Produktionsdanmark,” siger EU-chef i Dansk Metal, Johan Moesgaard Andersen.

Den endelige plan forventes vedtaget fredag den 10. februar.

Fem anbefalinger til et europæisk modsvar til kinesisk og amerikansk industripolitik

For at styrke Europas grønne industri bør EU følge Dansk Metals fem konkrete anbefalinger.

1) Europa skal tage lederskab inden for grøn teknologi

Den amerikanske og kinesiske statsstøtte til grønne virksomheder viser, at de går all-in på at udvikle fremtidens grønne produkter og teknologier. Disse produkter og teknologier er nøglen til fremtidens vækst og arbejdspladser. Derfor er det afgørende, at Europa er med helt fremme og investerer i udviklingen af grønne produkter og teknologier.

2) Europa skal ikke være bange for at føre afbalanceret industripolitik

I en situation hvor Kina og USA investerer enorme summer i statsstøtte til grønne virksomheder, er ét af svarene naturligvis, at Europa også ser på for eksempel midlertidig statsstøtte og vækstplaner for strategisk vigtige sektorer. Den tid må være forbi, hvor vi bare hovedkulds sendte industriarbejdspladser østpå i en naiv tro på, at industri skulle være fortid i Europa.

3) Europa skal styrke samhandlen med verden

Hvis ikke Europa svinger taktstokken i verdenshandlen, så står Kina på spring. Europa bør sætte alt ind på at indgå nye handelsaftaler med lande som Indien, Australien og Mercosur-landene i Sydamerika. Indsatsen for at styrke Europas grønne industri står ikke i modsætning til at kæmpe for mere og bedre handel med resten af verden.

4) Hurtigere godkendelser

I EU kan det tage helt op mod otte år at få godkendt nye grønne projekter. Det kan udfordre tempoet i Europas grønne omstilling – særligt når det i USA ofte kan klares på mindre end den halve tid. Det viser, at der er brug for bedre samspil mellem Danmark og EU for at sikre tempo i den grønne omstilling.

5) Nabotjek af sociale betingelser i IRA

Joe Bidens plan: ”Inflation Reduction Act” indeholder en række sociale betingelser, som skal være med til at styrke den sociale bundlinje i USA. Europa bør som en del af det europæiske modsvar gennemføre et nabotjek af de sociale betingelser i den amerikanske plan for at se på, hvordan Europa inden for den nuværende kompetencedeling mellem EU og medlemslandene kan sikre en tilstrækkelig social balance i planen.

”I Dansk Metal har vi lige siden det seneste valg til Europa-Parlamentet i 2019 forsøgt at sætte industripolitiske spørgsmål på dagsorden i Europa, og derfor er det meget positivt, at beslutningstagere i Danmark og Europa nu ser ud til at rykke på denne her dagsorden,” siger Johan Moesgaard Andersen.

Andre læser også

Rusland: Moskva-angrebsmænd fik penge fra Ukraine IS har taget skyld for angreb i Moskva. Men Rusland fastholder, at der er forbin... Læs mere
Rusland blokerer for FN-overvågning af sanktioner mod Nordkorea Rusland mener, at FN-panel er med til at viderebringe "partisk information" om N... Læs mere
FN-domstol beordrer Israel til at sikre madforsyning til Gaza Hungersnød spreder sig i Gazastriben, lyder det fra international domstol, som ... Læs mere
Bus kører af bro i Sydafrika og bryder i brand: 45 døde Chauffør mistede ifølge ministerium kontrol over bus. Den præcise årsag til ... Læs mere
Nyt regeringsråd lover ny demokratisk orden i Haiti For første gang i mange måneder bliver der lovet bedring i Haiti efter kaos, e... Læs mere