Pressemeddelelse

man, 13 feb 2023

Danske topledere foran deres globale konkurrenter på den grønne agenda

Susanne Stormer, partner og ESG & Sustainability Services Leader i PwC.

Pressemeddelelse

13.2.2023 06:00:00 CET | PwC

Knap 9 ud af 10 danske CEO’er, der har bidraget til PwC’s CEO Survey 2023, har iværksat initiativer for at reducere udledninger af CO2, hvilket er noget højere end globalt, hvor det gælder 66 % af toplederne. Danske topledere er også længere fremme, når det gælder udviklingen af klimavenlige produkter og processer, ligesom de i langt højere grad investerer i klimatiltag end deres kolleger i andre lande. Det viser PwC’s CEO Survey 2023.

PwC’s CEO Survey 2023 viser, at danske CEO’er ligger helt i front, når det kommer til at iværksætte initiativer for at reducere udledning af CO2. Knap 9 ud 10 af de danske CEO’er, der har svaret på dette års survey, har taget initiativer for at reducere deres COudledninger mod 66 % globalt, og ca. halvdelen af de danske topledere har allerede implementeret disse tiltag.

“Knap 40 % af alle de CEO’er, der har deltaget i surveyen, svarer, at deres virksomhed ikke vil være økonomisk bæredygtig om ti år, hvis ikke der sættes en ny kurs.I det lys er det særligt opmuntrende at se, at de danske topledere investerer i den grønne omstilling for at fremtidssikre deres virksomheder.Vi befinder os i en historisk usikker tid med høj inflation og en energikrise, som påvirker alle virksomheder, og som naturligt kunne friste til at tænke mere kortsigtet,“ fortæller Susanne Stormer, partner og ESG & Sustainability Services Leader i PwC.

Hun henviser desuden til, at de danske CEO’er i langt højere grad end de globale topledere planlægger at investere i dekarbonisering og indføre alternative energikilder i de kommende 12 måneder. 59 % af de danske topledere planlægger at investere i dekarbonisering, mens det kun gælder 31 % af de globale. 58 % af de danske CEO’er planlægger at indføre alternative energikilder mod 34 % globalt.

Ny lovgivning på vej

EU har forpligtet sig til at være CO2-neutral senest i 2050. Derfor får alle virksomheder og institutioner nu et ansvar for at kende og reducere deres eget  CO2-aftryk og tage skridt mod at opnå nuludledning af CO2. Det understøttes af anbefalingerne fra TCFD (Taskforce on Climate-related Financial Disclosures) og kravene i det nye regnskabsdirektiv fra EU (Corporate Sustainability Reporting Directive, CSRD), som hæver barren markant for, hvordan virksomheder skal arbejde med og rapportere om bæredygtighed. 

“Med CSRD-direktivet indføres langt mere detaljerede rapporteringskrav til virksomhederne, baseret på princippet om dobbelt væsentlighed - værdi for forretningen og aftryk på samfund og miljø. De skal vurdere og rapportere om væsentlige påvirkninger, risici og muligheder for virksomheden i relation til bæredygtighed, og her står klimaforandringer helt centralt. Det betyder også, at reduktion af CO2-udledning nu er en strategisk prioritet for virksomhederne,” siger Susanne Stormer.

Flere danske klimavenlige produkter og datadrevne strategier

De danske topledere er også længere fremme, når det gælder udviklingen af klimavenlige produkter og processer samt implementeringen af en datadrevet strategi på virksomhedsniveau for at mitigere risici og reducere udledningerne end deres kolleger i resten af verden. 79 % af de danske topledere har således udviklet klimavenlige produkter mod 61 % af de globale topledere, og 83 % har påbegyndt eller gennemført arbejdet med en datadrevet strategi mod 58 % af de globale CEO’er. 

PwC’s CEO Survey 2023 viser desuden, at ca. halvdelen (49 %) af de danske CEO’er planlægger initiativer, der kan beskytte virksomhedens medarbejdere og fysiske aktiviteter mod følgerne af klimarisici. 

De danske virksomheder skiller sig positivt ud på den grønne agenda. Når det er sagt, må alle virksomheder fortsat i højere grad forholde sig til konsekvenserne af klimaforandringer. Det gælder både i forhold til de finansielle resultater og virksomhedens fremtidssikring, og i forhold til vores samfund og vores verden. Og med den øgede regulering bliver der stillet større krav til, at der tages ansvar på denne agenda, men der er også herigennem skabt et bedre grundlag for at dokumentere og følge udviklingen,” slutter Susanne Stormer.

Om CEO Survey 2023
I PwC’s 26. CEO Survey blev der gennemført interview med 4.410 CEO’er i 105 lande i perioden den 4. oktober-11. november 2022. I alt 80 danske CEO’er har deltaget i undersøgelsen repræsenterende Danmarks 1.000 største virksomheder. PwC’s CEO Survey er verdens førende toplederundersøgelse.

Andre læser også

Kong Charles genoptager dele af sine forpligtelser Kongens første forpligtelse sammen med dronning Camilla bliver besøg i et kræ... Læs mere
Undersøgelse af Nordic Waste udløser millionregning Statens undersøgelse af jordskredssag har stået på siden januar. Det er uklar... Læs mere
Biden: Jeg vil med glæde møde Trump i tv-debat Udtalelserne om en eller flere tv-dueller er de hidtil mest klare fra den amerik... Læs mere
Tredje gang på tre år: USA's styrker træner på dansk grund USA har endnu en gang anmodet om at træne på Bornholm, og det har regeringen s... Læs mere