Pressemeddelelse

tir, 28 feb 2023

DI: Grøn implementering er afgørende for at Danmark kan nå klimamålet

Vi skal tænke de europæiske og danske løsninger endnu tættere sammen, hvis vi skal nå vores fælles klimamål, siger DI’s klimapolitiske chef Anne Højer Simonsen.

Pressemeddelelse

28.2.2023 11:06:20 CET | DI - Dansk Industri

Klimarådet peger på, at selvom Danmark opfylder sit 2030-klimamål, så er det ikke sikkert, at vi opfylder EU’s klimamål, og ifølge Dansk Industri er der behov for, at der bliver implementeret flere grønne teknologier i en fart.

Selv hvis det lykkes Danmark at nå i mål med klimamålet om en 70 pct. CO2-reduktion i 2030, så er det ikke sikkert, at vi i Danmark samtidigt opfylder vores klimaforpligtelser ift. EU. Sådan lyder en af konklusionerne i Klimarådets årlige statusrapport. Der er derfor behov for, at vi fra dansk side bliver endnu bedre til at samarbejde om klimaindsatsen i EU, mener DI’s klimapolitiske chef Anne Højer Simonsen.

- Det er uomtvisteligt en styrke for Danmark, når EU har høje klimaambitioner og robuste værktøjer til at reducere udledningen af CO2. Hver gang EU reducerer CO2-udledningerne med 1 procentpoint, så falder de globale udledninger altså mere end Danmarks samlede udledning. Så vi skal tænke de europæiske og danske løsninger endnu tættere sammen, hvis vi skal nå vores fælles klimamål, siger Anne Højer Simonsen.

Der vil stadig være et reduktionsbehov på 6 mio. ton CO2 for at opfylde de europæiske mål.

- De danske grønne løsninger spiller en stor rolle globalt og leder til store reduktioner i mange andre lande. Det er rigtig godt, at Klimarådet er med til at starte en samtale om, hvordan vi bidrager globalt, og ser det som integreret del af den danske klimapolitik, siger DI’s klimachef.

Klimarådet understreger også vigtigheden af energieffektivisering, som gør det billigere at gå fra gas til grøn varme på den korte bane, men energieffektivisering er mere end det.

- Energieffektivisering er ikke kun en løsning på den nuværende energikrise, det er også et helt centralt virkemiddel for at få løst vores klimaudfordringer. Det handler om at spare på energien, men også om at bruge energien mere klogt. Derfor skal vi få de forskellige sektorer til at snakke sammen på tværs, så vores energi udnyttes effektivt på de tidspunkter, hvor der er behov for den, siger Anne Højer Simonsen.

Andre læser også

Polsk mand mistænkt for at bidrage til attentatplan mod Zelenskyj Mand er blevet anholdt for at hjælpe russiske efterretningstjenester i plan om ... Læs mere
Ny ældrereform vil øge ældres selvbestemmelse og tillid til personale Efter langstrakt forhandlingsforløb har regeringen landet en ældrereform, der ... Læs mere
Smuldret flertal ændrede forhandlingerne om ældrereform radikalt Da regeringen mistede sit indenrigspolitiske flertal, så oppositionen sit snit ... Læs mere
To anholdt i Tyskland - mistænkt for at planlægge sabotageangreb To tysk-russiske statsborgere er mistænkte for at have arbejdet for en udenland... Læs mere